RETSPRAKSIS



Retspraksis i hegnssager efter hegnslovgivningen fastlægges af domstolene gennem de hegnsynskendelser, der indbringes til prøvelse ved retterne. Trykt retspraksis bringes i Ugeskrift for Retsvæsen (UfR) og Miljøretlige Afgørelser og Domme (MAD). Som supplement til Kommenteret Hegnslov (4. udgave, 2014) refereres her domme, som kan have væsentlig betydning for anvendelsen af hegnslovens regler.




Om hegn

Om træer



Om hegn:

NY: Næstved Byrets dom af 11.3.2016 (BS 50-56/2016) Efter begæring fra klager A afsagde hegnsynet kendelse om, at naboen B skulle fjerne en efue fra fælleshegnet, et plankeværk. A blev derudover pålagt at rydde og renholde 50 cm fra fælleshegnet. A skulle derfor fjerne en bøgehæk langs fælleshegnet. B begærede sagen genoptaget på grund af retsvildfarelse, og hegnsynet traf afgørelse om at genoptage sagen, uden at A blev gjort bekendt med begæringen, og uden at A fik lejlighed til at udtale sig. I en skrivelse, underskrevet af hegnsynets sekretær, blev A underrettet om hegnsynets afgørelse om at genoptage sagen, og om at A ikke skulle fjerne bøgehækken. A mødte ikke ved besigtigelses- og forhandlingsmødet om realiteten i genoptagelsessagen, og hegnsynet traf derefter afgørelse om at afvise sagen, da efeuen var en klatreplante og ikke et hegn. A indbragte sagen for retten med påstand om ophævelse af hegnsynets kendelse og hjemvisning af sagen på grund af formelle fejl ved genoptagelsen. B tog bekræftende til genmæle. Retten afsagde dom efter sagsøgers påstand og ophævede og hjemviste hegnsynets kendelse. Retten fastsatte sagsomkostningerne til 500 kr. til dækning af retsgebyret.

Kommentar: Genoptagelse af en hegnssag efter hegnslovens § 42, stk. 2, kan alene ske efter hegnslovens almindelige procedureregler med afholdelse af besigtigelses- og forhandlingsmøde. Det kontradiktoriske princip er overtrådt, når indklagede ikke er gjort bekendt med klagers begæring og ikke har haft lejlighed til at udtale sig om betingelserne for at genoptage hegnssagen er opfyldt, før hegnsynet traf afgørelse herom. Det er ukorrekt, at hegnsynet i en skrivelse, underskrevet af sekretæren, meddeler hegnsynets afgørelse om at sagen genoptages. En afgørelse i en hegnssag kan ikke meddeles sagens parter i en sekretærskrivelse. I en genoptagelsessag er der kun én samlet afsluttende kendelse. Da de formelle regler om genoptagelse ikke var overholdt, ophævede retten hegnsynets kendelse og hjemviste sagen. Der er ikke hjemmel til, at hegnsynet kan bestemme, at en grundejer skal friholde et areal langs et fast fælleshegn. Ophæves hegnsynets kendelse, er kendelsen bortfaldet, og der skal ikke betales vederlag. Kommenteret Hegnslov, side 53, 350, 354 og 414, Østre Landsrets dom af 25.2.2010 (14. afd. a.s. B-1709-09), og Københavns Byrets dom af 22.12.2015 (BS 1A-1627/2015).
 

NY: Københavns Byrets dom af 22.12.2015 (BS 1A-1627/2015). To grundejerforeninger i Kastrup havde opsat og betalt et 177 m langt plankeværk mod et jernbaneareal ejet af Metroselskabet. Ved en deklaration tinglyst i 1979 havde DSB tilladt, at grundejerforeningerne på en strækning af 140 m opsatte et plankeværk i skellet til Amagerbanens areal i stedet for et eksisterende trådhegn, bl.a. på betingelse af at grundejerforeningerne betalte for opsætning, vedligeholdelse og eventuel senere fjernelse af hegnet. Hegnet stod mest i skellet og for en mindre del ved siden af skellet. Hegnsynet havde truffet afgørelse i sagen og efter tilbagekaldelse af den oprindelige kendelse afsagt ny kendelse uden afholdelse af besigtigelse- og forhandlingsmøde, hvorefter hegnet var et fælleshegn og vedligeholdelsen påhvilede begge parter. Metroselskabet indbragte sagen for retten med påstand om ophævelse af hegnsynets kendelse. Metroselskabet gjorde gældende, at jernbanelovens § 27 (tidligere § 21) var et særligt retsgrundlag efter hegnslovens § 5, hvorefter infrastrukturforvalteren råder over egne hegn på banearealer. Hegnet var ikke et fælleshegn, og metroselskabet var derfor ikke forpligtet til at deltage i vedligeholdelsen. Dette understøttedes endvidere af deklarationen. Endelig var hegnsynets kendelse behæftet med flere formelle fejl. Grundejerforeningerne, der påstod stadfæstelse af hegnsynets kendelse, bestred, at der forelå et særligt retsgrundlag og henviste til, at jernbaneloven alene omfatter jernbanens egne hegn. Retten fandt, at 140 m af hegnet var omfattet af deklarationen, og vedligeholdelse påhvilede grundejerforeningerne. Vedligeholdelse af de sidste 37 m fandtes reguleret ved jernbanelovens § 27 som et særligt retsgrundlag. Da hegnsynet endvidere ikke havde overholdt hegnslovens formelle regler, blev hegnsynets kendelse ophævet.

Kommentar: Hegnet er opsat og betalt af grundejerforeningerne. Hegnet er derfor grundejerforeningernes eget hegn. Et hegns placering er ikke afgørende for hegnets status efter hegnsloven. Vedligeholdelsen af egne hegn påhviler hegnets ejer, jf. hegnslovens § 20, stk. 3. Deklarationen er et særligt retsgrundlag efter hegnslovens § 5, der tillader grundejerforeningerne at opsætte hegnet i skellet til jernbanen. Deklarationen tilsidesætter hegnslovens almindelige regler. Det ændrer dog ikke noget ved, at hegnet er grundejerforeningernes eget hegn. Jernbanelovens § 27 omfatter jernbanens egne hegn. Bestemmelsen er efter hegnslovens § 6 et særligt retsgrundlag, der tilsidesætter hegnslovens almindelige regler om jernbanens egne hegn. Da bestemmelsen alene omfatter jernbanens egne hegn, finder bestemmelsen ikke anvendelse i denne sag. Genoptagelse kan kun ske med hjemmel i hegnslovens § 42, stk. 2, og hegnslovens almindelige procedureregler skal følges. Som sagen var forelagt for retten, blev hegnsynets kendelse ophævet og er dermed bortfaldet. Kommenteret Hegnslov, side 48, 69, 93,150, 228, 350 og UfR 2014, side 3037 Ø.
 

NY: Roskilde Byrets dom af 11.9.2015 (BS 6A-2237/2014). Indtil 1971 blev et offentligt parkeringsareal anvendt til privat virksomhed, herunder ålebassiner. En grundejer, hvis ejendom var beliggende op til parkeringspladsen, fik under hensyn til de ulemper, der var forbundet med anlægget, en ordning, hvorefter kommunen betalte 7000 kr. og opsatte et 1,8 m højt raftehegn i skellet. I 2014 var raftehegnet så nedbrudt, at grundejeren ønskede det udskiftet af kommunen. Hegnsynet, der anså hegnet som klagers eget hegn, bestemte under henvisning til hegnslovens § 11, at der ikke var hegnspligt og derfor heller ingen vedligeholdelsespligt for kommunen. For retten påstod grundejeren, at kommunen havde fuld vedligeholdelsespligt og skulle udskifte hegnet. Kommunen påstod frifindelse. Under sagen viste det sig, at der på grundejerens grund i 1914 var tinglyst en servitut, hvorefter der påhvilede grundejeren fuld hegnspligt. Grundejeren bestred, at servitutten var gældende. Retten fandt, at sagsøger ikke havde godtgjort, at servitutten var ophørt med at være gældende i forbindelse med områdets ændring til parkeringsplads. Da sagsøger ikke havde godtgjort, at der ved opsætning af hegnet i 1971 var skabt et nyt aftalegrundlag, og at erstatningen ikke kun var udtryk for en engangserstatning, blev kommunen frifundet.

Kommentar: Hegnssagen vedrører en gammel servitut om helhegnspligt. Det er en fejl, at servitutten ikke er oplyst i forbindelse med hegnssagen ved hegnsynet. Servitutten om helhegnspligt udelukker anvendelsen af hegnslovens § 11, stk. 1, jf. hegnslovens § 5. Helhegnspligt betyder, at den servitutforpligtede skal opsætte hegnet i skel og betale udgifterne. Helhegnspligt medfører derfor, at grundejeren skal betale for retablering af hegnet. Grundejerens krav under hegnssagen var udskiftning af hegnet. Hegnsloven indeholder forskellige regler for vedligeholdelse og ombytning. Klagers påstand afgrænser hegnssagens realitet, og hegnsynet burde have frifundet kommunen alene med henvisning til, at kommunen ikke havde hegnspligt. Omfanget af servitutforpligtelsen var ikke genstand for for procedure under retssagen. Kommunen påstod frifindelse og ikke stadfæstelse af hegnsynets kendelse, og sagen blev afgjort af retten efter den måde, den var forelagt på. Da servitutten ikke indgik i hegnsynets behandling af sagen, burde hegnsynets kendelse normalt være ophævet, jf. hegnslovens § 43, stk. 1. Sagen kunne være genoptaget ved hegnsynet. Kommenteret Hegnslov, side 109, 138, 321, 352, 360 og 372. Østre Landsrets dom af 9.4.2003 (11. afd. a.s. B-287-03). Flemming Tolstrup: Landboret (3. udgave, 1968), side 320.
 

NY: Odense Byrets dom af 16.3.2015 (BS 10-1076/2014). I en sag mellem grundejerne A og B havde hegnsynet truffet afgørelse om etablering og udformning af et fælleshegn, og at udgiften skulle fordeles ligeligt. I kendelsen var det bestemt, at ”begge parter indhenter et tilbud på opsætning af nyt klinkehegn i henhold til beskrivelsen i kendelsen”. A indhentede to tilbud og fremsendte billigste tilbud til B. B indbragte hegnsynets kendelse for retten, som afviste at realitetsbehandle sagen på grund af fristoverskridelse. Da B ikke índhentede tilbud, anmodede A om tvangsfuldbyrdelse af hegnsynets kendelse. B's advokat meddelte, at B ikke fandt hegnsynets kendelse korrekt, og at der ikke var behov for tvangsfuldbyrdelse, da A havde mulighed for at igangsætte arbejdet på baggrund af det billigste af A's tilbud. Hegnsynet afsagde tvangsfuldbyrdelseskendelse og iværksatte tvangsfuldbyrdelse. B anlagde sag mod A med påstand om, at A skulle anerkende, at der ikke var grundlag for at gennemføre et hegnsyn til tvangsfuldbyrdelse af hegnsynets kendelse. Ved en efterfølgende påtegning af kendelsen godkendte hegnsynsformanden det udførte arbejde. Retssagen blev afgjort på skriftligt grundlag, jf. retsplejelovens § 366. Da B ikke havde efterlevet hegnsynets kendelse om at fremkomme med et tilbud, og da B ikke havde tilkendegivet, at hegnet kunne opsættes på grundlag af A's tilbud, fandt retten, at det var berettiget, at A anmodede hegnsynet om tvangsfuldbyrdelse. A blev derfor frifundet, og B skulle betale omkostningerne ved hegnsynet.

Kommentar: Bestemmelsen i hegnsynets kendelse om indhentning af tilbud er ufuldstændig. Betingelse for hegnsynets tvangsfuldbyrdelse er, at den forsømmelige grundejer ikke lader arbejdet udføre. Den forsømmelige er den grundejer, der skal udføre arbejdet, normalt den grundejer der indhenter billigste tilbud. A har indhentet billigste tilbud. Det forhold, at B ikke inden den af hegnsynet fastsatte frist har indhentet tilbud, medfører ikke, at B skulle opsætte hegnet. B er derfor ikke den forsømmelige grundejer, og der har ikke været grundlag for, at A kunne begære tvangsfuldbyrdelse og hegnsynet træffe afgørelse efter hegnslovens § 44, stk. 1. Rettens begrundelse om, at tvangsfuldbyrdelsesbegæringen var berettiget, da B ikke havde tilkendegivet, at hegnet kunne opsættes på grundlag af A's tilbud, er tvivlsom. Betaling mellem hegnssagens parter er et privatretligt anliggende, og størrelsen af A's andel af betalingen er ikke fastslået. Det er ikke usædvanligt, at kun en af hegnssagens parter indhenter tilbud. Endvidere mangler hegnsynsformandens påtegning godkendelse af den medgåede udgift. Der er heller ikke hjemmel til, at kommunen kan sende regningen på halvdelen af udgifterne til hegnet til A. Kommenteret Hegnslov, side 383, 387 og 392.
 

NY: MAD 2014, side 153. Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 29.4.2014 (j.nr. NMK-33-02085). En lokalplan for et sommerhusområde i Hirtshals fastsatte bestemmelser om beplantning, hvorefter der ikke måtte beplantes med artsfremmed vegetation, og om afstand til bebyggelse. På beboelsesejendomme måtte beplantningen endvidere ikke have karakter af hegning. På en beboelsesejendom var på nordsiden af en privat fællesvej etableret beplantning med henblik på landbrugsmæssig udnyttelse. Beplantningen bestod af 8 sitkagraner, 8 løvtræer samt 6-8 hyben. En nabo klagede over beplantningen. Hjørring Kommune traf afgørelse om, at de anvendte plantearter ikke var artsfremmede for området, og at beplantningen ikke havde karakter af hegning. Natur- og Miljøklagenævnet (formanden) udtalte, at ordet ”artsfremmed” ikke opfyldte kravet til klarhed og præcision. En lokalplanafgørelse kunne kun håndhæves, hvis lokalplanen indeholdt en nærmere entydig beskrivelse. Nævnets bemærkede, at hverken planloven eller hegnsloven indeholder en definition af udtrykket hegn, og at hegning ikke er defineret i lokalplanen. Hegnsloven omfatter fælleshegn og egne hegn, som er defineret i hegnslovens § 1. Hegn kan efter hegnsloven have forskellige funktioner, f.eks. markering af ejendomsskel, beskyttelse mod uønsket færdsel eller indblik, lævirkning, eller rent landskabsæstetiske hensyn. Nævnet lagde til grund, at der ikke var tale om enkeltstående træer og buske men et lidt større antal træer og buske med indbyrdes begrænset afstand, der havde en vis udstrækning i længden. Den afskærmende beplantnings højde var begrænset, men det ville ændre sig over tid. Nævnet fandt herefter, at beplantningen havde karakter af hegning og derfor var i strid med lokalplanen. Med henvisning til planlovens § 51, stk. 1, ophævede Natur- og Miljøklagenævnet kommunens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen som tilsynsmyndighed.

Kommentar: Hegn i lokalplaner er ikke begrænset til at svare til hegnslovens anvendelseområde. Nævnet lægger imidlertid til grund, at hegnslovens regler skal anvendes i denne sag. Hegnsloven indeholder hverken definition af hegn eller af fælleshegn og egne hegn. Et beplantningsbælte bestående af 8 sitkagraner, 8 løvtræer samt 6-8 hyben er ikke et hegn i hegnslovens forstand. Endvidere er hegn efter hegnsloven smalle konstruktioner, der anbringes varigt i eller langs skellinien. Læhegn i landbrugsforhold er omfattet af læhegnsloven. Nævnets afgørelse om, at beplantningen er et hegn efter hegnsloven, er så vidt ses i strid med gældende ret. Kommenteret Hegnslov, side 41, 45, 100 og 206.
 

UfR 2015, side 120 Ø. Østre Landsrets dom af 9.9.2014 (anke 8. afd. B-40533-11). Langs skellet mellem ejendommene A og B var på ejendommen A placeret en ca. 31 m lang hæk som eget hegn i en afstand af 40 cm fra skellet. Ejeren af ejendommen B fik ved byretten medhold i, at der var vundet ejendomshævd på arealet mellem hækkens midte og det fastsatte matrikulære skel. Ejeren af ejendommen A ankede byrettens dom. Landsretten lagde til grund, at hækken i mere end 20 år før sagens anlæg havde været passet og klippet af ejerne og tidligere ejere af ejendommen B. Tilsvarende havde ejeren af A passet og klippet hækken på den side, der vender ind mod appellantens ejendom. Indstævnte og appellanten havde på skift klippet toppen af hækken. Den råden, som indstævnte havde udøvet vedrørende hækken, fandtes ikke tilstrækkelig til, at indstævnte skulle have vundet ejendomshævd over jordstykket, jf. Danske Lov 5-5-1. Da det endvidere ikke var oplyst, at indstævnte på anden særlig måde havde havde rådet over jordstykket, blev appellanten frifundet.

Kommentar: Byrettens dom er ukorrekt, iden den etablerer en retstilstand, der er usikker. Ved egne hegn ligger hegnets grænse ved hegnets yderside. Der kan ikke vindes hævd alene ved almindelig pasning af et hegn, idet der ikke foreligger nogen uretmæssig råden efter hegnsloven. Landsrettens afgørelse vedrørende hegnet er derfor korrekt. Da der heller ikke var udøvet nogen særlig råden over jordarealet op til hegnet, blev hegnsejeren frifundet. Kommenteret Hegnslov, side 84, 177 og 225. Miljøretlige Afgørelser og Domme 2015.276. Ejendomshævd ved hegn. Landinspektøren nr. 5/2015. Anderledes Lars Ramhøj i Landinspektøren, nr. 3/2015.
 

Næstved Byrets dom af 2.1.2015 (BS 18-1066/2013). Ved en hegnsynskendelse fra 2012 var en grundejer blevet pålagt at betale hegnsynets vederlag 1.125 kr. Grundejeren anlagde sag ved byretten med påstand om ophævelse af hegnsynets kendelse. Sagsøgte tog bekræftende til genmæle, hvorefter retten afsagde anerkendelsesdom i sagen. Grundejeren anlagde derefter sag mod Slagelse Kommune om tilbagebetaling af hegnsynets vederlag, rykkergebyr samt procesrenter. Kommunen påstod afvisning med henvisning til, at søgsmålsfristen i hegnslovens § 43 var overskredet, subsidiært frifindelse, da byrettens dom ikke havde taget stilling til hegnsynskendelsens gyldighed, og der ikke er hjemmel til at pålægge kommunen at tilbagebetale hegnsynets vederlag, da kommunen ikke havde handlet ansvarspådragende. Retten mente ikke, at sagen kunne afvises som for sent anlagt, jf. hegnslovens § 43, stk. 2. Retten fandt, at hegnsynene må anses for nævn, der afgør tvister mellem private uafhængigt af kommunen. Grundejerens krav om tilbagebetaling af vederlaget burde derfor være rettet mod hegnsynet, og kommunen er således ikke rette sagsøgte. Det kan ikke føre til et andet resultat, at kommunerne yder hegnsynene sekretariatsbistand. Kommunen blev derfor frifundet. Retten finder anledning til at bemærke, at hegnsynets vederlag er opkrævet med hjemmel i hegnslovens § 46, og hegnsloven indeholder ingen bestemmelse om tilbagebetaling, når hegnsynets kendelse ophæves. En tilbagebetalingspligt kan heller ikke støttes på administrativ praksis eller retspraksis, hvorimod sagsøger kunne have gjort kravet gældende som sagsomkostning mod sagsøgte grundejer.

Kommentar: Retssag om tilbagebetaling af hegnsynets vederlag skal rettes mod hegnsynet og ikke mod kommunen. En retssag om tilbagebetaling mod hegnsynet er ikke omfattet af søgsmålsfristen i hegnslovens § 43, stk. 2, der alene vedrører retssag til prøvelse af hegnsynets kendelse mod den anden part i hegnsssagen. Rettens supplerende bemærkninger vedrører ikke afgørelsen af den konkrete sag og har derfor heller ikke retskraft. Tilbagebetaling af hegnsynets vederlag er baseret på lang administrativ praksis. Hegnsynets bestemmelse om betaling af hegnsynets vederlag er en del af hegnsynets afgørelse. En ugyldig forvaltningsafgørelse har efter almindelige forvaltningsretlige regler ingen retsvirkninger, og den forvaltningsretlige lovgivning tager kun i få tilfælde stilling til ugyldighed. Tilbagebetalingsspørgsmålet er endvidere et forhold mellem den betalende grundejer og hegnsynet, og tilbagebetalingskravet, der er rettet mod hegnsynet, medtages efter praksis ikke som sagsomkostninger, når hegnsynets kendelse ophæves som ugyldig. Der er ikke hjemmel til at opkræve kommunalt rykkergebyr i hegnssager. Kommenteret Hegnslov, side 245, 346, 365, 399, 413-414, KFE 1999, side 327, FødevareErhvervs skrivelse af 29.6.2009, Gomard og Kistrup: Civilprocessen (6. udgave, 2007), side 789, og Jon Andersen: Forvaltningsret (6. udgave, 2006), side 121.
 

UfR 2014, side 3037 Ø. Østre Landsrets dom af 2.6.2014, anke 17. afd. B-658-12. Mellem to grunde i Vallensbæk var der en betydelig terrænforskel, der i skellet understøttedes af en knækflisemur. Knækflisemuren var etableret af den tidligere ejer af klagerens ejendom op til skellet til understøttelse af jorden, og der var i 1972 opsat et flethegn på klagerens grund ca. 25 cm fra skellet. Udgiften til knækflisemuren og flethegnet blev afholdt af den tidligere ejer af klagerens ejendom. Under en hegnsynsforretning i 2002 bestemte hegnsynet med henvisning til hegnslovens § 19, stk. 1, at klageren skulle etablere den nødvendige sikring af terrænreguleringen på sin ejendom, således jorden ikke hindrede opsætning og vækst af et fælleshegn. I forbindelse med en efterfølgende skelsag, fjernede klageren flethegnet. I 2010 afsagde hegnsynet kendelse om, at klageren skulle genopføre det fjernede flethegn som fælleshegn samme sted. For retten påstod klageren, at naboen skulle anerkende, at hegnsynets kendelse var ugyldig. Byretten frifandt naboen med henvisning til, at hegnet var placeret efter aftale mellem grundejerne. Parterne var enige om, at sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt det flethegn, som klageren havde nedtaget i 2002, var et fælleshegn. Efter bevisførelsen lagde landsretten til grund, at flethegnet var opsat af en grundejer på egen grund. Indtil hegnet var fjernet, var det kun blevet sporadisk vedligeholdt, og det kunne ikke lægges til grund, at de oprindelige eller nuværende ejere havde været enige om at anse flethegnet som fælleshegn. Under disse omstændigheder, og da det var muligt at etablere et hegn i skel, forelå der ikke sådanne særlige forhold, der gjorde, at hegnet kunne anses at være et fælleshegn. Hegnet var derfor et eget hegn, jf. hegnslovens § 1, 3,. pkt. Der var herefter ikke hjemmel til at kræve et nyt hegn genopført samme sted. Hegnsynets kendelse blev ophævet, og sagen hjemvistes til fornyet behandling ved hegnsynet.

Kommentar: Afgørende for et hegns status som fælleshegn er ikke hegnets placering i skellinien, men om hegnet er opsat i fællesskab eller efter fælles aftale mellem grundejerne. Om et hegn er fælleshegn eller eget hegn er en juridisk vurdering og ikke et skøn fra hegnsynet. Byretten mente, der forelå en aftale om hegnet. Landsretten fandt efter bevisførelsen, at hegnet var opsat af klageren, og at grundejerne ikke havde været enige om at anse hegnet som fælleshegn. Da der ikke er hegnspligt for egne hegn, ophævede landsretten hegnsynets kendelse og hjemviste sagen. Det er ukorrekt, når hegnsynet i den første sag træffer afgørelse alene om terrænsikring, når der ikke foreligger en konkret, aktuel hegnstvist. Spørgsmålet om terrænsikring er ikke omfattet af denne sag. Landsrettens dom ændrer Glostrup Byrets dom af 10.2.2012 (BS-10D-1183/2010). Kommenteret Hegnslov, side 43, 46, 56 og 344. Landinspektøren 1/2005, side 280.
 

Østre Landsrets dom af 30.6.2014 (2. afd. B-2394-13). Sagen vedrører anke af Holbæk Byrets dom af 28.6.2013 (BS 6-1166/2012) vedrørende hegn om Tølløse Vandværk. I overensstemmelse med parternes endelige og indbyrdes samstemmende påstande ophæver landsretten hegnsynets kendelse og byrettens dom og hjemviser sagen til fornyet behandling ved hegnsynet.

Kommentar: Det fremgår af byrettens dom, at hegnsynets kendelse er behæftet med fejl. Ved byretten blev sagen skåret til, hvorefter byretten traf afgørelse. Parterne var enige i tilskæringen, men parternes processuelle aftale om tilskæring og præcisering blev tilsidesat af landsretten, som mente, at byretten ikke var kompetent til at foretage en sådan tilskæring. Det kunne alene ske ved hegnsynet. Begrundelsen for ophævelsen og hjemvisningen er herefter, at hegnsynets afgørelse udgør rammerne for retssagen. Hegnsynets fornyede kendelse blev ikke indbragt for retten. Efter de foreliggende oplysninger må byrettens dom formentlig anses som den korrekte løsning på sagen. Kommenteret Hegnslov, side 63 og 373.
 

Hillerød Byrets dom af 7.5.2014 >(BS 45-885/2013). Hegnsynet havde afsagt tvangsfuldbyrdelseskendelse i anledning af, at sagsøger ikke havde opfyldt et forlig indgået for hegnsynet om opsætning af et raftehegn og terrænsikring. Sagsøgte havde herefter nægtet at refundere sin andel af udgifterne til raftehegnet 17.252 kr. Sagsøger udtog stævning med påstand om, at sagsøgte skulle betale, da forliget var opfyldt. Sagsøgte påstod, at sagsøger skulle udføre terrænsikring langs raftehegnet som aftalt, således at afstanden til raftehegnet udgjorde 20-50 cm og således, at terrænsikringen ikke hvilede med plader på hegnet og belastede dette. Parterne var enige om, at hegnsynet havde ladet raftehegnet opsætte og betalt arbejdet, hvorefter sagsøger havde betalt til hegnsynet. På den baggrund fandt retten, at sagsøgte skulle betale sin andel, selv om forliget ikke var opfyldt i sin helhed. Da sagsøger selv havde ladet terrænsikring udføre og betalt denne, fandt retten, at arbejdet vedrørende terrænsikring ikke var forestået af hegnsynet. Hegnsynsformanden forklarede, at han efter besigtigelse havde godkendt arbejdet ved påtegning på kendelsen. Terrænsikringen var ikke fuldt ud i overensstemmelse med forliget, men en fagmand havde telefonisk bekræftet, at arbejdet var udført fagligt forsvarligt. Efter hegnsynsformandens forklaring og under henvisning til parternes forlig, hvori der var henvist til en artikel med skitser af terrænregulering, dømtes sagsøger til inden 30 dage at udføre korrekt terrænsikring efter sagsøgtes påstand.

Kommentar: Sagen vedrører fejl ved hegnsynets tvangsfuldbyrdelse og hegnsynsformandens påtegning om arbejdets udførelse. Baggrunden for retssagen var, at hegnsynsformandens påtegning først var meddelt efter udløbet af den ekstraordinære søgsmålsfrist, hvorefter tvangsfuldbyrdelseskendelsen ikke kunne indbringes til prøvelse ved retten. Hegnsynet skal tvangsfuldbyrde parternes forlig, ikke nogen anden ordning, og hegnssagens parter må ikke medvirke ved tvangsfuldbyrdelsen. Normalt vil sagen være en udlægssag ved fogedretten og ikke en civil retssag. Kommenteret Hegnslov, side 388, 390, 392, 404 og 407.
 

UfR 2014, side 760 Ø. Østre Landsrets kendelse af 28.11.2013 (kære 10. afd. B.3428-13). Hegnsynet havde afsagt kendelse om, at hegnsynsformanden ikke var inhabil i forbindelse med behandlingen af en hegnssag, hvor en af parterne var medlem af samme politiske parti som formanden. Byretten stadfæstede hegnsynets kendelse. Landsretten udtalte, at det fremgår af af hegnslovens § 32, stk. 2, 2. pkt., at kendelser, hvorved indsigelser mod en en synsmands habilitet forkastes, kan indbringes for civildommeren. Efter retsplejelovens § 389, stk. 1, kan kendelser afsagt af en byret, medmindre andet er bestemt i loven, kæres til landsretten. Idet der ikke i forarbejderne til hegnsloven med videre, nævnt i Vestre Landsrets kendelse i UfR 1965, side 182, ses at være holdepunkter for at antage, at byrettens afgørelse af det pågældende spørgsmål må anses for endelig, realitetsbehandler landsretten kæremålet. Herefter stadfæster landsretten byrettens kendelse.

Kommentar: Landsrettens afgørelse ændrer den hidtidige praksis, hvorefter byrettens afgørelse af en hegnsynskendelse om afvisning af inhabilitet er endelig. Kommenteret Hegnslov, side 257. Om forarbejderne til hegnslovsændringen 2001, se Kommenteret Hegnslov, side 31.
 

UfR 2014, side 679 Ø. Østre Landsrets dom af 7.11.2013 (anke 18. afd. B-1946-13). Sagen vedrørte udskiftning af et fælleshegn i et koteletben. Plankeværket blev placeret forkert, hvorefter hegnsynet bestemte, at det skulle flyttes til skellinien og ikke måtte være over 2 m højt. Både byretten og landsretten tiltrådte hegnsynets afgørelse. Landsretten udtalte, at den omstændighed, at hegnsynets kendelse var uden anden begrundelse end henvisning til hegnslovens § 9, ikke kunne medføre, at kendelsen var ugyldig.

Kommentar: Byrettens dom i sagen er refereret i Kommenteret Hegnslov, side 114. Sagen vedrører ombytning af et fælleshegn. Landsretten stadfæster byrettens dom.
 

UfR 2012, side 2455 V.VLD 17.4.2012 (anke 3. afd. B-1631-11) Efter begæring af klageren afsagde hegnsynet kendelse om et 4 m bredt beplantningsbælte langs fælleshegnet på naboejendommen, bestående af kirsebærtræer og et asketræ sammenvokset med et grantræ. Hegnsynet bestemte, at beplantningen kunne bibeholdes i henhold til en tinglyst deklaration for parcelhusområdet fra 1977 om bevaring og vedligeholdelse af den eksisterende skovbevoksning. Hegnsynet begrundede afgørelsen med henvisning til hegnslovens § 5. Klageren anlagde retssag med påstand om nedkapning af beplantningen og fældning af træerne. Byretten fandt, at retssagen var anlagt til prøvelse af hegnsynets kendelse, jf. hegnslovens § 43, stk. 2. Deklarationen var ved udstykningen overført til indklagedes ejendom men ikke tinglyst servitutstiftende for klagers ejendom, og indskrænkede ikke klagers rettigheder efter hegnsloven. Der forelå derfor ikke et særligt retsgrundlag efter hegnslovens § 5. Da hegnsynet ikke materielt havde taget stilling til tvisten, kunne retten ikke behandle sagen, jf. hegnslovens § 43, stk. 1, 1. pkt. Naborettens almindelige regler, som ikke finder anvendelse ved hegnssager ved hegnsynet, kunne ikke gøres gældende under prøvelse af hegnsynets kendelse. Da hegnsynet havde afgjort sagen ved anvendelse af forkert retsgrundlag, og der ikke var nedlagt påstand om ophævelse og hjemvisning af hegnsynets kendelse, frifandt retten indklagede. For landsretten ændrede indklagede sin påstand. Landsretten tiltrådte byrettens afgørelse om, at der ikke forelå et særligt retsgrundlag, som efter hegnslovens § 5 fører til, at hegnslovens regler ikke finder anvendelse, og ophævede hegnsynets kendelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Kommentar: Anvendelsen af et særligt retsgrundlag efter hegnslovens § 5 forudsætter, at beplantningen har hegnskarakter. Et beplantningsbælte kan efter omstændighederne være et hegn efter hegnsloven. Hegnsynets vurdering er en juridisk vurdering. Efter beskrivelse er det tvivlsomt, om et 4 m bredt beplantningsbælte med kirsebærtræer kan udgøre et hegn. Asketræet og grantræet er i givet fald enkelte træer i et hegn og ikke en del af hegnet. Er beplantningsbæltet ikke et hegn efter hegnsloven med en almindelig beplantning, skulle hegnsynets have afvist sagen. Tvisten skal derefter afgøres efter naborettens almindelige regler. Kommenteret Hegnslov, side 54 og 215.
 

UfR 2012, side 1382 Ø. ØLD 13.1.2012 (anke 16. afd. B-3726-10). I skellet mellem 2 grundejere i Hvidovre fandtes en bred, gammel ligusterhæk. A, der var utilfreds med, at hækken ikke ydede tilstrækkelig afskærmning, klippede hækken ind og opsatte et lamelhegn som eget hegn på sin side langs hækken. Parterne enedes om, at B skulle fjerne resten af den gamle hæk. B plantede derefter en ny hæk 15-20 cm fra lamelhegnet, befæstede og beplantede arealet og opsatte havelamper. Der opstod uenighed om skellet, og forskellige landinspektører foretog opmålinger. A anmodede om hegnsyn og anførte som påstand, at B havde fjernet den fælles hæk og udvidet sin have til A's eget hegn og udøvet hærværk på flethegnet ved at påføre det en anden farve. Efter flere udsættelser af sagen til afsættelse af skel indhentede hegnsynet selv en erklæring fra en landinspektør. Hegnsynet bestemte derefter, at B skulle fjerne hækbeplantningen, befæstningsanlæg og lysarmaturer, således at der kunne etableres et fælleshegn i skel som afsat af landinspektørerne. Byretten stadfæstede hegnsynets kendelse, idet de bestemte tiltag fandtes som forudsætningsvise for opsætning af fælleshegn at ligge inden for hegnsynets kompetence efter hegnslovens § 41. Landsretten fandt, at uanset anmodningen om hegnsyn var uklart formuleret, var den nedlagte påstand præciseret i hegnsynets kendelse som en anmodning om opsætning af fælleshegn. Hegnsynets kendelse måtte forstås således, at B for at muliggøre etablering af fælleshegn skulle fjerne de opsatte genstande i skel og på naboejendommen. Da bortfjernelse af sådanne genstande var en forudsætning for, at et fælleshegn kunne etableres, fandtes hegnsynets kendelse at ligge inden for rammerne af hegnslovens § 41 - der i øvrigt ikke udtømmende regulerer, hvilke afgørelser hegnsynet kan træffe - selv om kendelsen ikke indeholdt en nærmere beskrivelse af den faktiske etablering af et fælleshegn. Landsretten stadfæstede derefter byrettens dom.

Kommentar: Hegnsynets kendelse er behæftet med flere fejl. Klagers påstand i sagen er upræcis og vedrører ikke en konkret, aktuel hegnstvist. Der er ingen påstand om et fælleshegn. Klagen burde derfor være afvist. Hegnsynet skal ikke blande sig i skellets beliggenhed og heller ikke indhente landinspektørerklæringer. Hegnsynet skal i forbindelse med afgørelsen af en hegnstvist træffe supplerende bestemmelser efter hegnslovens § 41. Hegnsynet kan ikke uden for en egentlig hegnstvist træffe afgørelse om tiltag med henblik for eventuel senere etablering af hegn, som ingen af sagen parter har nedlagt påstand om. Byrettens begrundelse er tvivlsom. Landsretten fortolker hegnsynets kendelse, således at der skal etableres et fælleshegn. Hegnsynet burde i så fald have truffet nærmere afgørelse om etablering af et fælleshegn. Et forsvarligt eget hegn kan medføre bortfald af hegnspligten, hegnslovens § 11, stk. 2. Kommenteret Hegnslov, side 344. Landinspektøren 1/2005, side 280.
 





 

Om hegn

Om træer



Om træer:

UfR 2013, side 899 V. Vestre Landsrets dom af 11.12.2012 (anke 13. afd. B-2066-11). En grundejer i Kolding havde i sin have plantet to birketræer i 1983 og et asketræ i 2004 ca. 50 cm fra skellet. Træerne var 8-10 m høje. Alle træerne var beskåret, således at de ikke overskred skellinien. Naboen, der havde købt sit hus i 1995, var generet af bladnedfald, raklerne fra birketræerne og skygge på grunden om aftenen. Naboen anlagde sag med påstand om, at træerne skulle beskæres i en højde af ikke over 2,5 m. Byretten fandt, at de påberåbte gener ud fra naboretlige grundsætninger ikke var så betydelige og væsentlige, at det på nuværende tidspunkt kunne medføre krav på nedskæring af træerne i højden. Landsretten stadfæstede byrettens dom.

Kommentar: Træernes grene overskrider ikke skellinien, og sagsøgers påstand er alene et krav om nedskæring af træerne til 2,5 m.
 

UfR 2013, side 48 V. Vestre Landsrets dom af 5.9.2012 (anke 12. afd. B-2637-11). En villaejer på Strandpromenaden i Horsens havde på sin grund et stort mere end 50 år gammelt egetræ tæt ved skellet til naboen. 1/3 af træets krone overskred skellet med ca. 3 m. Træet medførte gener ved skygge på naboens terrasse om formiddagen, mindskede lysindfald i naboens stue og nedfald af grene og agern. Byretten fandt, at den naboretlige tålegrænse var overskredet, og at kun en fjernelse af egetræet kunne tilvejebringe acceptable forhold. Naboen beskar træer og ankede dommen. Landsretten lagde til grund, at parternes ejendomme lå i et område med store grunde og megen beplantning, herunder store træer, og at egetræet havde været stort, da naboen flyttede ind i 1997. Landsretten fandt ikke, at træer efter beskæringen medførte så væsentlige gener for naboen, at træet skulle fældes. Da træets grene stadig overskred skellinien, og der ikke var oplyst om forhold, der berettigede til denne overskridelse, dømte landsretten træejeren til at foretage en yderligere beskæring, også fremtidigt, således at ingen del af trækronen eller grenene fra stammen overskred skellinien ind mod naboens ejendom.
 

Østre Landsrets dom af 17.10.2011 (10 afd. a.s. B-297-11). Sagen vedrørte en tvist om et 80-90 år gammelt, 25 m højt bøgetræ på en villagrund i Rungsted. Afstanden fra træets stamme til skellinien til naboen var 15 m, og afstanden fra den yderste del af træets krone til skellinien var 6 m. Afstanden fra træets stamme til naboens husfacade var 28 m. Træet var tidligere opstammet og kronereduceret. Naboen nedlagde påstand om nærmere beskrevet beskæring, opstamning og udtyndning, og pligt til vedligeholdelse hvert 4.-5. år, samt pligt til at tåle tinglysning af deklaration herom. Byretten lagde til grund, at træet var placeret i et villaområde med ældre beplantning med mange store træer, og at naboens terrasse i forsommeren fra omkring kl. 17.30 til 19.24 henlå overvejende i skygge, mens der samtidig var sol i andre dele af haven. Træet fremtrådte endvidere ret let, fordi det var højt opstammet, og der var skygge i haven fra andre træer. Byretten fandt det ikke dokumenteret, at den påberåbte skyggevirkning udelukkende eller væsentligst kunne tilskrives det omtvistede bøgetræ. Når træet samtidig var placeret 15 m fra skel, og der ikke var dokumenteret oplysninger om massive gener ved nedfald fra træet, fandt byretten ikke, at den naboretlige tålegrænse var overskredet. Træejeren blev derfor frifundet. Landsretten lagde til grund, at der ved kraftig blæst kunne blive blæst mindre grene og blade ned på nabogrunden, og at større og døde grene ikke ville blive blæst ned på nabogrunden. Naboen havde derfor ikke godtgjort, at genrene ved nedfald fra træer overskred den naboretlige tålegrænse, der galdt for det kvarter, hvor træet var placeret. Der var ikke enighed mellem parterne om træets skyggevirkning. Landsretten fandt, at der ved vurderingen af skyggevirkningen skulle tages hensyn til solens varierende højde i månederne maj til august. Skønsmandens skitse viste alene skyggens placering kl. 12 den 31.6. og 22.9. Det konkrete omfang af skyggen på nabogrunden for månederne maj til august i tidsrummet kl. 17-20 fremgik ikke af erklæringen. Som sagen forelå oplyst, havde naboen ikke godtgjort, at bøgetræet medførte sådanne gener, at den naboretlige tålegrænse var overskredet. Landsretten stadfæstede derefter byrettens dom.

Kommentar: Det gamle bøgetræ stod udelukkende på træejerens grund i en afstand af 15 m fra skellinien, og træets krone overskred ikke skellinien. Der kræves efter retspraksis betydelig skyggevirkning, før den naboretlige tålegrænse er overskredet. Almindeligt blad- og grennedfald må naboer tåle. Naboen havde ikke godtgjort, at generne ved træet overskred den naboretlige tålegrænse. Naboen havde købt huset i 2005, men retten lægger ikke vægt på, at naboen ved købet måtte forudse gener fra det gamle træ. Naboens krav i denne sag var begrænset til beskæring. Væsentlige skyggegener fra træer kan ofte nedbringes til tålegrænsen ved beskæring eller opstamning. I så fald kan der ikke kræves fældning af træet. Kommenteret Hegnslov, side 197.
 

UfR 2010, side 923 Ø. Østre Landsrets dom af 17.12.2009 (4. afd. a.s. B-1120-09). Sagen vedrørte et 70-80 år gammelt, ca. 25 m højt poppeltræ i Helsinge, der var placeret på A's grund ca. 1 m fra skellet til B's grund. Poppeltræet eksisterede, da B opførte sit hus. B havde nedlagt påstand om, at træet skulle fældes, subsidiært stynes og mere subsidiært kronereduceres, således at alle grene i kronen skulle afkortes med 2/3. A påstod frifindelse. Byretten lagde til grund, at ejendommene var beliggende i en tidligere landsby nu et parcelhusområde i byzone. B havde derfor krav på at få skåret alle grene af, der overskred skellinien. Da dette ikke ville sikre lys på B's grund, havde B ikke nedlagt påstand herom. Efter syns og skønserklæringen frembød træet ikke stor fare for B's liv og ejendom. Derimod var der tale om en ikke ubetydelig skyggevirkning i B's have, som B imidlertid som ejer af et hus i det pågældende område måtte være forberedt på og derfor måtte acceptere. Byretten fandt det ikke godtgjort, at træet ud over skyggevirkningen medførte væsentlige gener, og frifandt A. Landsretten fandt efter bevisførelsen, at poppeltræets skygge indebar, at der ikke var sol i B's sydvendte have og på terrassen i sommerhalvåret i ca. 3-4 timer om eftermiddagen. Denne skyggevirkning og de manglende udnyttelsesmuligheder af haven fandt landsretten oversteg, hvad B efter almindelige naboretlige regler skulle tåle, også under hensyn at parternes ejendomme var almindelige parcelhuset med sædvanlige grundstørrelser. En lokalplan under udarbejdelse, der eventuelt ville begrænse beskæring af træet, var uden betydning. Landsretten tog derefter B's subsidiære påstand om styning til følge, således at A skulle afskære hovedstammen og fjerne alle sidegrene.

Kommentar: Sagen vedrører alene træets skyggevirkning, som landsretten i modsætning til byretten mente overskred den naboretlige tålegrænse. Byretten traf afgørelse i sagen uden at besigtige forholdene. Kommenteret Hegnslov, side 197.
 

UfR 2009, side 1325 V. Vestre Landsrets dom af 27.2.2009 (5. afd. anke B-0958-08). Sagen vedrørte en tvist mellem to villaejere i Herning om generne fra 10 gamle høje grantræer, som stod i en afstand af mere end 3 m fra naboens vestskel. I skellet fandtes et nyere 1,80 m højt fælleshegn. Efter byrettens dom var 5 grantræer beskåret til en højde af ca. 3 m. For landsretten vedrørte tvisten en mere end 20 år gammel ca. 19 m høj normansgran. Landsretten lagde til grund, at normansgranen blev plantet på et tidspunkt, hvor naboens hus var opført, og at det var forudsigeligt, da granen blev plantet, at den i løbet af en årrække ved sin højde og bredde ville påføre naboejendommen gener. Efter bevisførelsen fandt landsretten, at normansgranen fra ca. kl. 14 skyggede for naboens gård have og fra kl. 16 kastede skygge over græsplænen nærmest huset. Skyggevirkningen var derefter permanent, og navnlig i sommerhalvåret var generne for den sydvestvendte gårdhave betydelige og oversteg, hvad naboen efter almindelige naboretlige regler skulle tåle i sædvanlige naboforhold. Retten tillagde det ikke væsentlig betydning, at træet medførte gener i form at nedfaldende nåle og kogler. Sagsøgte dømtes herefter til enten at fælde eller beskære normansgranen til en højde af ikke over 3 m.

Kommentar: Grantræerne var enkeltstående træer, og det er ikke oplyst, at træernes grene overskred skellinien. Træerne udgjorde ikke noget hegn mod naboejendommen. Ved den betydelige skyggevirkning for gårdhaven oversteg generne ved normansgranen den naboretlige tålegrænse, og træet skulle derfor fældes eller nedskæres. Derved er dommen i overensstemmelse med nyere gældende retspraksis. Tilsvarende gælder, når retten ikke lægger særskilt vægt på generne ved nedfaldne nåle og kogler. På samme måde som bladnedfald er det gener, som en nabo normalt affinde sig med. Kommenteret Hegnslov, side 198.
 

Lyngby Byrets dom af 17.12.2007 (BS 04-150-820/2006). Sagen vedrørte en tvist om generne fra en omkring 40 år gammel godt 18 m høj blodbøg. Sagsøgers og sagsøgtes ejendomme var begge parcelhuse bygget omkring 1960'erne og beliggende i et parcelhuskvarter i Vedbæk. Blodbøgen stod 7 m fra sagsøgers vestskel. Sagsøgte havde fældet en anden blodbøg, og et birketræ var væltet i en storm kort efter sagsanlægget. Endvidere var blodbøgen beskåret, således at den ikke overskred skellinien. Sagsøger nedlagde påstand om fældning af træet inden en af retten fastsat frist. Sagsøgte træejer påstod frifindelse samt rettens fastsættelse af et tidsinterval for beskæring efter nærmere aftale mellem grundejerne. Efter en sagkyndig erklæring dækkede træets skygge store dele af sagsøgers have og terrasse i eftermiddagstimerne i sommerhalvåret, og hele haven henlå i skygge fra sensommeren og frem til midten af april. Efter besigtigelse fandt retten, at der var enkelte høje træer i området, men at blodbøgen fremstod som et markant træ i kvarteret. Efter bevisførelsen lagde retten til grund, at træets skyggevirkning og nedfaldne grene og blade samt forringede muligheder for havebrug medførte gener for sagsøgeren i et omfang, der oversteg, hvad sagsøgeren efter almindelige naboretlige regler skulle tåle. Retten lagde endvidere til grund, at træet i mange år fortsat ville kunne vokse og blive betydelig højere, og at en ordning med beskæring ikke ville være tilstrækkelig til at gøre forholdene acceptable for sagsøgeren. Retten tog derefter sagsøgerens påstand om fældning til følge.

Kommentar: Gener fra træer bedømmes efter naborettens almindelige uskrevne principper. I denne sag overskred træet ikke ejendomsgrænsen. En beskæring af træet kunne ikke bringe generne ned under tålegrænsen. Træejeren blev derfor dømt til at fælde træet. Kommenteret Hegnslov, side 199.
 

UfR 2007, side 2957 V. (Vestre Landsrets dom af 21.8.2007, 7. afd. B-1829-06). Ejerne E af to ejendomme, der i sydskellet stødte op til A's grund med et bælte af høje træer af skovagtig karakter, var generet af to kastanietræer og et navrtræ 12-13 m høje, der stod i kort afstand fra skel. Træernes højde medførte, at der fra eftermiddagstimerne ikke kom sol i E's forholdsvis små baghaver. E nedlagde påstand om fældning af træerne. A nedlagde påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod at kappe grene, der voksede ind over skel, i skellinien. A gjorde gældende, at ulempen for E ikke oversteg, hvad der var sædvanligt på steder med ældre høje træer. Byretten pålagde A at beskære de tre træer i skellinien. Ved syn og skøn blev det konstateret, at det ville være muligt at beskære træerne, uden at forringe deres stabilitet. Landsretten fandt det forståeligt, at navnlig skyggevirkningerne fra træerne var generende. Retten fandt dog ikke, at træerne havde en sådan størrelse og medførte sådanne gener, at grænsen for, hvad E måtte tåle efter almindelige naboretlige regler, på nuværende tidspunkt var overskredet. E's påstand om, at træerne skulle fældes, blev ikke taget til følge, men A dømtes til at beskære træerne i skellinien og afholde udgifterne hertil.

Kommentar: Generne ved træerne overskred, hvad der efter naboretlige regler var acceptabelt. Da en beskæring kunne nedbringe generne til tålegrænsen, kunne træerne ikke kræves fældet. Kommenteret Hegnslov, side 199.
 

UfR 2005, side 479 Ø. En grundejer havde skåret 2-2,5 m af toppen på to grantræer på naboens grund, idet træerne generede grundejerens udsigt over Kattegat. En tinglyst deklaration bestemte, at høj beplantning over 2 m kun måtte findes bestemte steder på grunden. Grundejeren var ikke påtaleberettiget efter deklarationen, og grundejeren havde ingen aftale med naboen, der gav ham ret til beskæringen. Ved uden aftale med naboen og uden at være påtaleberettiget efter deklarationen at have udført handlingen på fremmed grund, fandtes grundejeren at have det fornødne strafferetlige forsæt og fandtes skyldig i overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 1, om hærværk. Bødestraffen fastsattes til 5 dagbøder, hver 200 kr. Erstatningskravet var ved Holbæk Byrets dom fastsat til 9.000 kr. Under henvisning til usikkerheden om erstatningskravet blev dette henvist til civilt søgsmål.
 

MAD 2004, side 1358, Østre Landsrets dom af 25.10.2004 (9. afd. B-1618-04). Sagen vedrørte 14 træer ca. 30 år gamle, som stod på en parcelhusgrund i Fredensborg 40-180 cm fra skellet til naboejendommen i en højde af 9-16 m. Træerne, der var løvfældende og selvsåede, var resterne af en skovbevoksning. Kvarteret var præget af forholdsvis store træer i parcelhushaverne. Sagsøger krævede træerne fældet efter naboretlige regler, idet træerne medførte betydelige gener ved skygge, nedfald af løv, frugter og grene samt roddannelse på sagsøgers ejendom. Der var under sagen afholdt syn og skøn. Byretten lagde efter bevisførelsen til grund, at træernes kroner i vidt omfang overskred skellinien og havde en betydelig skyggevirkning på sagsøgers ejendom. Retten fandt, at træernes genevirkninger ved en samlet vurdering var så store, at de oversteg, hvad sagsøger skulle tåle. Da beskæring af træerne ikke ville give træerne mulighed for at overleve, blev sagsøgte dømt til at fjerne træerne. Parterne havde ikke for landsretten nedlagt subsidiære påstande, f.eks. om fældning af et mindre antal træer. Landsretten tiltrådte, at træernes genevirkninger oversteg, hvad sagsøger efter naboretlige regler skulle tåle, og stadfæstede byrettens dom.

Kommentar: Dommen er i o.m. gældende ret, hvorefter gener fra beplantning skal nedbringes, når tålegrænsen er overskredet. Da træerne ikke kunne beskæres, måtte de fældes. Der var ikke i sagen nedlagt påstand om fældning af et mindre antal træer, og retten tog derfor ikke stilling til, om en delvis fældning kunne reducere skyggevirkningen m.v. til tålegrænsen. Træerne havde ikke hegnsfunktion, og forholdet var derfor ikke omfattet af hegnsloven. Kommenteret Hegnslov, side 200.
 

Om hegn

Om træer