RETSPRAKSIS

Retspraksis i hegnssager efter hegnslovgivningen fastlægges af domstolene gennem de hegnsynskendelser, der indbringes til prøvelse ved retterne. Trykt retspraksis bringes i Ugeskrift for Retsvæsen (UfR). Som supplement til Kommenteret Hegnslov (3. udgave, 2004) refereres her trykte og utrykte domme, som kan have væsentlig betydning for anvendelsen af hegnslovens regler.

Om hegn:

NY: Helsingør Byrets dom af 22.4.2010 (BS 1-2418/2008). Sagen vedrørte en hegnstvist mellem to parcelhusejere i Fredensborg, hvis ejendomme var beliggende i landzone. Klager havde opsat et godt 1 m højt træhegn i det 30 m lange skel. På nabogrunden fandtes langs skellet en beplantning bestående af en nyplantet bøgehæk og 3 ca. 20-30 år gamle sammenvoksede 2,8 m høje buksbombuske på en strækning af 11,5 m. Et forligsforslag, hvorefter klager fik færdselsret en gang om året på nabogrunden langs træhegnet, blev forkastet af naboen. Hegnsynet traf afgørelse om, at buksbombuskene og bøgehækken var et samlet eget hegn, som skulle klippes ned til 1,8 m. Endvidere skulle naboens hegn holdes således, at der var mindst 50 cm mellem de to hegn, således at naboen skulle frilægge 50 cm af sin ejendom langs skellet. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte hegnsynets skøn om, at buksbombuskene sammen med bøgehækken udgjorde et hegn. Da parternes ejendomme tjener til beboelse, ændrede retten hegnsynets kendelse, således at højden på naboens hegn efter hegnslovens § 18, stk. 3, jf. § 2, fastsattes til 2 m med et tillæg svarende til afstanden fra hegnet til skellinien. Der var endvidere ikke hjemmel til at stille krav om, at naboen skulle holde sit hegn, således at der var 50 cm mellem naboens hegn og klagers træhegn. Denne bestemmelse blev derfor ophævet. Klagers påberåbelse af hegnslovens § 22 kunne ikke føre til andet resultat. Retten bemærkede derved, at det ikke var påkrævet for klager at færdes på nabogrunden for at vedligeholde træhegnet.

Kommentar: Buksbombuskene adskiller sig markant fra den nyplantede bøgehæk, og det er tvivlsomt, om der er tale om et samlet hegn. Rettens prøvelse af hegnsynets sagkyndige skøn er imidlertid tilbageholdende. Der er ikke hjemmel til at bestemme, at en grundejer skal holde en afstand til naboens eget hegn. En grundejer har ingen hegnsforpligtelser over for naboens eget hegn. Hegnsynet kan ikke tilsidesætte hegnslovens regel om tillægshøjde for egne hegn, og hegnsynet kan ikke uden videre ophøje et forligsforslag til en kendelse. Retten fastsætter korrekt hegnshøjden for naboens eget hegn til 2 m med tillægshøjde. Hegnslovens almindelige hegnshøjde for fælleshegn er 2 m; hegnshøjden er kun 1,80 m, hvis hegnsynet har fastsat denne højde. Højdetillæg for egne hegn be regnes fra hækkens stammers gennemsnitlige afstand fra skellinien. Kommenteret Hegnslov, side 53, 117, 157, 188, 201, 277 og 310.
 

Utrykt Vestre Landsrets dom af 25.3.2010 (anke V.L.B-1533-09). En grundejer i Risskov havde uden samtykke fra naboen opsat et over 40 m langt raftehegn i skellet. Forinden havde grundejeren forsøgt at kontakte naboen. Ved syn og skøn var det konstateret, at hegnet på to punkter var placeret henholdsvis 3 og 4 cm inde på naboens grund. Grundejeren erkendte skeloverskridelsen. Byretten bestemte, at hegnet kunne blive stående. For landsretten nedlagde naboen påstand om, at grundejeren skulle nedtage hegnet, i det omfang hegnet stod på naboens ejendom. Landsretten henviste til hegnspligten efter hegnslovens § 7, stk. 1, og udtaler, at naboen ikke har gjort gældende, at hegnet efter sin beskaffenhed ikke ville kunne godkendes som fælleshegn, eller at en afgørelse ved hegnsyn ville kunne medføre et gunstigere resultat, når bortset fra overskridelsen på ca. 3 og 4 cm, samt at ingen af parterne havde gjort gældende, at sagen skulle behandles ved hegnsyn. Under disse omstændigheder, og idet den rent punktvise overskridelse er ubetydelig, stadfæster landsretten byrettens dom, der havde frifundet grundejeren. Da grundejeren havde erkendt, at 1-3 fag af hegnet ikke var korrekt placeret, havde skønserklæringen været unødvendig, og naboen skulle derfor betale udgiften til syn og skøn 34.000 kr.

Kommentar: Fælleshegnet er opsat ensidigt, og naboen har anerkendt hegnet som fælleshegn og alene krævet de fejlplacerede dele af hegnet nedtaget. Da skeloverskridelsen er ubetydelig, kan hegnet ikke kræves flyttet til skellinien. Parterne i en hegnssag kan vedtage at springe hegnsynet over, jf. hegnslovens § 43, stk. 1, 2. pkt., der er indsat i hegnsloven i 2006. Rejser ingen af parterne indsigelse mod domstolsbehandling, anses parterne i praksis stiltiende at have aftalt overspringelse. Kommenteret Hegnslov, side 101, 103 og 300.
 

Utrykt Østre Landsrets dom af 25.2.2010 (14. afd. a.s. B-1709-09). En hegnsynskendelse, der var meddelt en grundejer i Kastrup i en skrivelse fra hegnsynsformanden, underskrevet af hegnsynssekretæren, havde afvist at genoptage en hegnssag om en terrænændring. For byretten var sagen anlagt som et anerkendelsessøgsmål, og modparten blev frifundet. Under anken nedlagde grundejeren endelig påstand om ophævelse af hegnsynets kendelse og hjemvisning af sagen til fornyet behandling. Landsretten henviste til hegnslovens § 43, stk. 2, og forarbejderne til bestemmelsen, hvorefter retssag skal anlægges mod den anden part i hegnssagen. Landsretten fandt, at sagen vedrørte spørgsmålet, om hegnsynets afgørelse led af sådanne mangler, at afgørelsen måtte tilsidesættes som ugyldig. Landsretten henviste til genoptagelsesbestemmelsen i hegnslovens § 42, stk. 2, og bestemmelserne i hegnslovens § 27, stk. 1, og 35, stk. 1. Da hegnsynets kendelse var underskrevet af sekretæren og fremstod som trufffet af formanden alene, fandt landsretten at afgørelsen var ugyldig. Hegnsynets kendelse blev ophævet og sagen blev hjemvist til fornyet behandling.

Kommentar: En afgørelse fra hegnsynet skal træffes ved en formel korrekt kendelse efter hegnslovens § 39. Det forekommer, at hegnsynene ukorrekt afviser en sag ved en skrivelse. En sådan skrivelse fra hegnsynet anses efter praksis som en afgørelse fra hegnsynet, der kan indbringes for retten efter hegnslovens § 43, stk. 2. Retssag skal anlægges mod den anden part i hegnssagen og ikke mod hegnsynet. Kommenteret Hegnslov, side 257, 302 og 308.
 

UfR 2009, side 2882 Ø. Østre Landsrets kendelse af 31.8.2009 (kære 8. afd. B-729-09). Hegnsynets kendelse var af en af hegnssagens parter med advokatbistand indbragt for retten med påstand om ophævelse. Modparten tog bekræftende til genmæle. Byretten, der havde behandlet sagen efter reglerne i retsplejelovens kap. 39, afsagde dom efter sagsøgers påstand og ophævede sagens omkostninger. Landsretten tilkendte sagsøger sagsomkostninger med 500 kr. til dækning af retsafgift og, henset til karakteren af sagen som vedrørte et krav, der ikke havde økonomisk værdi, 2500 kr. til dækning af advokatbistand til udarbejdelse af stævning.

Kommentar: Hegnsager, der indbringes til prøvelse ved retten, behandles efter retsplejelovens regler om "småsager", medmindre andet bestemmes af retten. Det indebærer, at en part i en hegnssag ved retten kun kan få dækket advokatudgifter i begrænset omfang.
 

Randers Byrets dom af 3.9.2009 (BS 7-1870/2007). En grundejer havde anlagt sag mod hegnsyn med påstand om, at hegnsynets kendelse var ugyldig på grund af hegnsynets sagsbehandlingsfejl. Hegnsynet påstod afvisning af sagen, da hegnsynet ikke var rette sagsøgte, hvilket svarer til praksis efter den forudgående bestemmelse om ankeadgang til landvæsenskommissionen. Retten traf særskilt afgørelse efter retsplejelovens § 253. Retten fandt, at en sag for hegnsynet er en tvist mellem grundejerne, som hver af parterne efter hegnslovens § 43 kan indbringe for domstolene. Efter forarbejderne til bestemmelsen skal sag ikke anlægges mod hegnsynet men mod den anden part i sagen for hegnsynet. Da hegnsynet således ikke er part i en retssag til prøvelse af hegnsynets kendelse, afviste retten sagen.

Kommentar: En hegnssag er en partstvist, og retssag til prøvelse af hegnsynets kendelse skal derfor anlægges mod den anden part i hegnssagen og ikke mod hegnsynet. Kommenteret Hegnslov, side 302.
 

Kommentar: Ved udsigt over vand kan højden af et fælleshegn efter praksis fastsættes til en lavere højde end 1,8 m. Det var i denne sag afgørende for beregningen af højden på naboens plankeværk, at fælleshegnets højde af landvæsenskommissionen var fastsat til 1 m. Højden på naboens plankeværk skulle derefter beregnes ud fra fælleshegnets højde og tillægges afstanden til skellinien. Kommenteret Hegnslov, side 53 og 114.
 

Hillerød Byrets dom af 26.2.2009 (BS 10-2296/2008). Mellem to parcelhusejen domme i Frederiksværk fandtes i skellet en jordopfyldning understøttet af en plantestensmur. Oven på plantestensmuren havde klageren plantet en ligusterhæk som eget hegn. Hegnsynet havde i 2006 truffet bestemmelse om, at der af hensyn til klagers vedligeholdelse skulle være fri passage i hele skellets længde på nabogrunden. I 2008 afsagde hegnsynet ny kendelse, hvorved naboen med henvisning til hegnslovens § 22, stk. 1, blev pålagt at holde en fri afstand på min 50 cm fra plantestensmuren i hele hegnets længde af hensyn til hækkens vækst samt fjerne nogle stolper og løsholdere. Klageren havde haft lejlighed til at klippe hækken før hegnsynet. Naboen indbragte hegnsynets kendelse for retten med påstand om ophævelse af hegnsynets kendelse, idet hegnsynet havde behandlet sagen forkert, og der ikke i hegnslovens § 22 er hjemmel til at træffe en generel bestemmelse om friholdelse af et areal langs skel. En sådan bestemmelse er for vidtgående, også i forhold til færdselsrettens formål. Naboen mente ikke, at han på grund af klagers eget hegn var afskåret fra at udnytte sin ejendom op til skellinien på enhver lovlig måde. Klager tog bekræftende til genmæle, hvorefter retten afsagde dom om ophævelse af hegnsynets kendelse.

Kommentar: Efter klagers begæring skulle hegnssagen være behandlet som en tvangsfuldbyrdelsessag. Da arbejdet var udført, skulle naboen være frifundet. Hegnslovens § 22 giver hegnsejeren adgang til naboejendommen for at foretage vedligeholdelse. Reglen gælder også egne hegn og forudsætter, at færdsel er nødvendig og praktisk mulig. Bestemmelsen afskærer ikke naboejeren fra at udnytte sin ejendom op til skellinien. Grundejeren bestemmer selv placeringen af sit eget hegn. Der er ikke noget fælleshegn, og naboejeren har ingen hegnsforpligtelser over for klagerens eget hegn. Kommenteret Hegnslov, side 201.
 

Vestre Landsrets dom af 12.3.2008 (Anke 14. afd. B-0623-07). På A's ejendom fandtes en privat fællesvej langs skellet til B' ejendom. Begge ejendomme var landbrugsejendomme. B og andre lodsejere havde færdselsret på vejen, der var 10 alen bred , svarende til 6,28 m. Vejen førte til offentlig vej. A opsatte et el- hegn på vejen langs skellet til B. A oplyste, at hegnet var opsat, fordi A havde kreaturer gående på den anden side af vejen og for at forhindre, at A's drenge løb ind på naboens græsplæne. B sagsøgte A med påstand om, at han ikke var berettiget til at opsætte hegn eller andet på fællesvejen. B kunne endvidere ikke køre med harve spændt på traktoren ud på fællesvejen, fordi harven var så bred, at B ikke kunne køre mellem bygningerne og fællesvejen og ud på vejen. Der var en fast indkørsel syd for hans ejendom. A forklarede, at han tidligere måtte betale 30.000 kr. i erstatning, fordi hans kreaturer be skadigede B's græsplæne. A mente ikke, at A benyttede kørte ud på vejen over det areal, der var spærret af hegnet. Byretten mente, at A skulle fjerne hegnet, idet hegnet ikke tjente noget egentligt formål, og det hindrede B's adgang til vejen. Landsretten fandt, at vejretten alene gav ret til færdsel ad den private fællesvej, og at det pågældende hegn ikke hindrede denne kørsel. Uanset A's baggrund for at opsætte hegnet, var der herefter ikke hjemmel til at pålægge A at fjerne hegnet. A blev herefter frifundet.

Kommentar: El-hegnet er placeret på vejarealet og ikke omfattet af hegnslovens § 3. Hegnet er vejejerens eget hegn. Sagen vedrører alene naboens færdselsret på arealet, som er et privatretligt spørgsmål. Privatvejslovens § 35 om forbud mod hegn gælder ikke for private fællesveje på landet. Kommenteret Hegnslov, side 346. Dommen er trykt i Tidsskrift for Landbrugsret (TfL) 2008, side 177.
 

UfR 2008, side 2338 Ø. Østre Landsrets kendelse af 9.6.2008 (22. afd. B-1308- 08). Hegnsynet havde afsagt kendelse i en hegnssag 24.5.2007. Sagsøger, der var ikke mødt under hegnssagen, havde modtaget hegnsynets kendelse 25.5.2008. Sagsøgte nedlagde påstand om sagens afvisning, da sagsøgte mente, at hegnsynets kendelse var indbragt for retten efter fristens udløb. Byretten traf særskilt afgørelse i sagen. Retten fandt, at fristen for sagens indbringelse for retten skulle regnes fra sagsøgers modtagelse af hegnsynets skriftlige kendelse, jf. hegnslovens § 43, stk. 2. Sagsøgers oplysning om, at han havde modtaget kendelsen 25.5.2007 blev ikke bestridt, og det blev derfor lagt til grund, at sagsøger blev bekendt med kendelsen denne dag. Stævningen blev indleveret 22.6.2007. Sagsøger havde derfor indleveret stævningen til retten senest 4 uger efter hegnsynets kendelse. Landsretten stadfæstede byrettens kendelse.

Kommentar: Hegnsynets kendelse er afsagt 25.5.2008. Søgsmålsfristen udløber 22.6.2008. Da retten har modtaget stævningen inden søgsmålsfristens udløb, er fristen overholdt. Kommenteret Hegnslov, side 304 og 307.
 

Roskilde Byrets dom af 27.5.2008 (BS 4A-2164/2007). En grundejer i Greve klagede over, at indklagede med kort varsel havde nedskåret en bøgehæk ca. 20 cm fra skel til niveau med terræn, hvorefter klager havde frit udsyn til en oplagsplads på indklagedes grund, til indklagedes indkørsel og til vejen. I skellet fandtes et bræddehegn. Hegnsynet mente, at hækken havde fungeret som fælleshegn, og pålagde indklagede at genplante bøgehækken i en højde af 1,2 m. Hegnsynet foreslog, at klager fjernede bræddehegnet, således at den nye hæk kunne plantes i skellet som fælleshegn. Forinden plantning skulle indklagede lade en sagkyndig kontrollere, at plantegift fra nogle fældede bøgestammer ikke generede den nye hæk og naboens beplantning. Indklagede indbragte sagen for retten med påstand om ophævelse af hegnsynets kendelse. Klager tog bekræftende til genmæle, hvorefter retten afsagde dom efter sagsøgers påstand.

Kommentar: Hegnsynets kendelse er behæftet med flere fejl. Bøgehækken er indklagedes eget hegn, og et eget hegn kan ikke fungere som fælleshegn. En grundejer råder frit over et eget hegn, og der er ikke hjemmel til at pålægge indklagede at genplante et eget hegn. Klager burde have forlangt opsat fælleshegn. Klagers påstand afgrænser hegnssagens realitet, og hegnsynet kan ikke i en kendelse fremsætte forslag til en anden løsning af hegnsspørgsmålet, og der er heller ikke hjemmel til at pålægge en grundejer at lade foretage sundhedskontrol af et nyplantet hegn og slet ikke af naboens beplantning. Hegnsynets vejledning om domstolsprøvelse er også forkert. Da klageren under retssagen tog bekræftende til genmæle over for indklagedes påstand om ophævelse af hegnsynets kendelse, foretog retten ikke nogen prøvelse af realiteten i sagen. Når hegnsynets kendelse ophæves, skal hegnsynet tilbagebetale vederlaget. Kommenteret Hegnslov, side 46, 99, 147, 286 og 341.
 

Lyngby Byrets dom af 12.11.2007 (BS 04-150-849/2006). To grundejere i Søllerød indgik i 2002 en mundtlig aftale, hvorefter sagsøgte skulle fælde et større antal træer, der skyggede på sagsøgers ejendom, og sagsøger til gengæld skulle plante en række kirsebær- og laurbærbuske på toppen af en skrænt for at forhindre indblikgener. Sagsøgte fældede derefter træerne. Under en hegnsynsforretning i 2006 erklærede parterne sig i flg. hegnsynsprotokollen enige om aftalen. Da sagsøger afslog at underskrive forliget, ophøjede hegnsynet forliget til en kendelse og bestemte, at sagsøger skulle plante de omtvistede buske, som skulle have en højde af 2 m. Sagsøger indbragte sagen for retten med påstand om ophævelse af hegnsynets kendelse. Sagsøgte påstod afvisning, subsidiært stadfæstelse af hegnsynets kendelse. For retten forklarede hegnsynsformanden som vidne, at han havde stor erfaring med hegnssager, og at han havde den praksis at gå lidt ud over hegnsloven for at opnå forlig i sagerne. Hegnsynet havde lagt til grund, at parternes aftale var et særligt retsgrundlag efter hegnslovens § 37, og at hegnsynet derfor også kunne beskæftige sig med beplantning, der står i en vis afstand fra skel. Hegnsynet traf afgørelse ved kendelse, idet der herved blev etableret en afgørelse på højere grundlag, som kunne tvangsfuldbyrdes. Retten fandt, at der mellem sagens parter var indgået et retskraftigt forlig, og at hegnsynet ikke burde have afsagt en kendelse med samme indhold men burde have henholdt sig til forliget, dels fordi bestemmelsen om parternes underskrift efter hegnslovens § 38, stk. 2, alene er en ordensforskrift, dels fordi det kan være tvivlsomt, om hegnsynets kompetence til at afsige kendelse efter hegnslovens § 37, stk. 1, 2. pkt. er sammenfaldende med nævnets kompetence til at mægle forlig efter § 38. Retten ophævede derefter hegnsynets kendelse, hvorefter det for hegnsynet indgåede forlig mellem parterne stod ved magt. 

Kommentar: Det er en almindelig regel, at forlig er bindende og skal holdes. Hegnsynets kompetence er udtømmende angivet i hegnsloven, og det er ikke hegnsynets opgave at medvirke til at løse andre konflikter end hegnstvister. Hegnsynet kan derfor kun i meget begrænset omfang lade parternes aftale om hegn omfatte forhold, som falder uden for hegnsloven. Hegnsynet kan selvfølgelig ikke afsige kendelse om forhold uden for hegnsloven. Det er en klar fejl. Et forlig forudsætter i øvrigt en udtømmende og korrekt vejledning om parternes retsstilling. De omtvistede buske er utvivlsomt en beplantning, som ikke er omfattet af hegnsloven. Der er endvidere ikke hjemmel til at hegnsynet tvangsfuldbyrder forlig og kendelser om forhold uden for hegnsloven. Et forlig om hegnsforhold er et særligt retsgrundlag efter hegnslovens § 5. Hegnslovens § 37 er en kompetenceregel og ikke et selvstændigt retsgrundlag. Formålet med, at hegnsynet kan medvirke til forlig, er at opnå en rimelig og fornuftig afslutning på en hegnssag. Når forliget efterfølgende fragås af en af sagens parter, og sagen derefter indbringes for retten, må det konstateres, at hegnsynsformanden ikke har magtet opgaven. Ophæves hegnsynets kendelse, skal hegnsynet tilbagebetale vederlaget. Kommenteret Hegnslov, side 33, 267-268, 275 og 341.
 

Roskilde Byrets dom af 3.5.2007 (BS 18-2-1569/2006). Hegnsynet havde truffet afgørelse i en tvist mellem to grundejere i Greve om, at A kunne flytte sin hæk på egen grund til 30 cm fra skel, og at skellets placering om nødvendigt skulle fastlægges af en landmåler. Det omtalte skel var en vejgrænse, idet vejarealet, en privat fællesvej, var en del af A's ejendom og adgangsvej til naboejendommen. Naboen B indbragte sagen for retten med påstand om, at A skulle anerkende, at skellet mellem ejendommene skulle forløbe således, at B's indkørsel havde en bredde på mindst 3,30 m, idet der var vundet hævd. A påstod sagen afvist og gjorde gældende, at hegnsynets kendelse ikke inden søgsmålsfristens udløb var indbragt korrekt til prøvelse ved retten, at B's påstand var uforståelig, og at ejendomsskel i øvrigt skal fastlægges af en landinspektør, før sagen kan indbringes for retten. Afvisningsspørgsmålet blev behandlet særskilt, jf. retsplejelovens § 253. Retten var enig med A, at sag om et skels beliggenhed ikke kan anlægges, før der har været afholdt en skelforretning, jf. udstykningslovens § 38. Endvidere kunne landvæsensretterne kun afgøre de spørgsmål, som er afgjort ved hegnsynet, og efter lovforslaget til ændringsloven 2001 kan domstolene kun afgøre de samme spørgsmål. Retten kunne derfor kun afgøre de spørgsmål, som er behandlet af hegnsynet. Da hegnsynet ikke kan tage stilling til skels beliggenhed, og da hegnssagen ikke var indbragt til prøvelse for retten med påstand om ophævelse eller ændring af hegnsynets kendelse, jf. hegnslovens § 43, stk. 2, fulgte retten A's påstand om afvisning af sagen.

Kommentar: Ved domstolsprøvelse udgør hegnsynets kendelse rammerne for retssagen, og derfor kan retten ikke tage stilling til B's påstand om hævd. Det skyldes, at hegnsynet aldrig kan tage stilling til skelspørgsmål, jf. hegnslovens § 37, stk. 1, 1. pkt., hvorefter hegnssagen skal udsættes til afholdelse af en skelforretning. Allerede derfor er rettens afvisning korrekt. Hegnsynets kendelse er behæftet med alvorlige fejl. Da vejen er en del af A's ejendom, er vejgrænsen ikke et matrikulært skel, og hegnet er derfor et indre hegn, som falder uden for hegnsynets kompetence. Endvidere kan naboen B ikke være part i hegnssagen, da vejarealet tilhører A. Endelig er hegnsynets vejledning om domstolsprøvelse forkert. Kommenteret Hegnslov, side 124, 236, 261, 300 og 304.
 

UfR 2007, side 2030 Ø. Østre Landsrets dom af 27.4.2007 (23. afd. a.s. B-2498-06). Sagen vedrørte en tvist mellem to grundejere i et sommerhusområde i Dronningmølle vedrørende en række på 8 ca. 15 m høje nåletræer på den østlige del af appellantens ejendom langs skellet til appelindstævntes ejendom. Træerne var delvis sammenvoksede, men der var ingen sidegrene på de nederste ca. 2 m, og man kunne færdes under træerne. Mellem træerne var et selvsået krat. Trærækken stod i 10 m af den samlede skellinie på 28 m. Hegnsynet havde bestemt, at træerne langs skellinien inden for en afstand af 1,75 m skulle fældes i jordhøjde, og at al øvrig beplantning skulle holdes bag skellinien. Byretten udtalte, at de omtvistede træer udgjorde en del af et smalt bælte af træer og selvsået krat langs skellet. Byretten stadfæstede hegnsynets kendelse, idet træerne faktisk fungerede som afgrænsning mellem ejendommene og måtte anses som et hegn efter hegnsloven. Landsretten lagde til grund, at der ved hegnsynet var 8 nåletræer. Ved byrettens dom var fjernet 2 træer og ved landsrettens behandling endnu et træ. Endvidere lagdes til grund, at træerne på de nederste 2-3 m ikke havde grene men i øvrigt havde grenvækst, som i væsentlig grad var sammenhængende. Landsretten fandt, at trærækken ikke havde fremtrådt eller fungeret som hegn og således ikke havde haft hegnskarakter som forudsat i hegnsloven. Retten lagde afgørende vægt på, at træerne ikke har dannet en afgrænsning ved jordoverfladen. Træerne havde således allerede på tidspunktet for hegnsynets afgørelse ikke dannet adskillelse eller beskyttelse mod fredskrænkelser, jf. hegnslovens § 10. Træerne kunne i øvrigt ikke antages at være plantet med det formål at danne hegn. Hegnsynet havde derfor ikke haft kompetence til at behandle sagen. Landsretten ophævede hegnsynets kendelse.

Kommentar: Der stilles efter fast praksis strenge krav for at anse en række sammenvoksede træer som et hegn omfattet af hegnsloven og ikke som almindelig beplantning. Landsretten lægger afgørende vægt på, at trærækken allerede på tidspunktet for hegnsynets afgørelse ikke havde sidegrene de nederste 2-3 m og derfor ikke havde den fornødne afgrænsning ved jordoverfladen, og at træerne i øvrigt ikke var plantet med det formål at danne hegn. Træerne havde derfor ikke hegnskarakter i forhold til naboejendommen. Om fjernelse af egne hegn, se hegnslovens § 13, stk. 2. Hegnsynets kendelse danner rammerne for rettens efterfølgende prøvelse. Hegnsynets skøn, om en beplantning har hegnskarakter, er et retligt skøn, og retten skal påse, at hegnsynets afgørelse ikke overskrider grænsen for et rimeligt skøn. Hegnsynet kan i øvrigt ikke træffe afgørelse om, at beplantning skal holdes bag skellinien. Kommenteret Hegnslov, side 33, 37, 40, 149 og 180. Merethe Stagetorn: Nabo-ret (1978), side 74.
 

UfR 2007, side 679 Ø. En grundejer A i et sommerhusområde i Nyborg rejste hegnssag med påstand om, at en plantestensmur, som naboen B havde opsat ind over skellet, skulle fjernes. Hegnsynet afsagde kendelse om fjernelse af plantestensmuren og et plankeværk og genetablering af et jorddige i skel, uden at B blev oplyst om, at hegnsynsformanden vederlagsfrit dyrkede et ikke ubetydeligt jordstykke, som tilhørte A. Under en efterfølgende tvangsfuldbyrdelsessag gjorde B gældende, at hegnsynsformanden var inhabil. Hegnsynet afviste inhabilitetsindsigelsen og afsagde kendelse. B indbragte sagen for retten med påstand om ophævelse af hegnsynets kendelse. Byretten fandt, at var en direkte økonomisk forbindelse mellem A og hegnsynsformanden, og der derfor forelå inhabilitet. Uanset der ved en tvangsfuldbyrdelsesforretning ikke kan foretages en ny prøvelse af den oprindelige sag men alene tages stilling til, hvorvidt arbejdet er udført, fandt retten, at der ikke kunne ske tvangsfuldbyrdelse på baggrund af en afgørelse, der led af så alvorlige mangler, at den var ugyldig. Landsretten udtalte, at inhabilitetsreglen i hegnslovens § 31 må suppleres med almindelige offentligretlige principper om inhabilitet. Landsretten lagde endvidere til grund, at B først efter udløbet af den ordinære og den absolutte søgsmålsfrist var blevet bekendt med inhabiliteten. Under disse omstændigheder mente landsretten, at hegnsynets kendelse ved 1. behandling kunne inddrages under sagen. Da der ikke kunne ses bort fra, at hegnsynsformandens inhabilitet kunne have påvirket hegnsynets afgørelse, var denne kendelse ugyldig, og tvangsfuldbyrdelseskendelsen måtte som konsekvens heraf også tilsidesættes som ugyldig. Landsretten stadfæstede derefter byrettens dom. Efter en selvstændig nedlagt påstand dømte landsretten endvidere B til at anerkende skellets beliggenhed.

Kommentar: Inhabilitetsreglen i hegnslovens § 31 suppleres med retsplejelovens inhabilitetsregler. Ved en tvangsfuldbyrdelseskendelse kan der aldrig tages stilling til det materielle hegnsspørgsmål. Hegnsynet kan alene kontrollere, om arbejdet er udført. I øvrigt er hegnsynets kendelser behæftet med en række fejl og mangler. Endvidere danner hegnsynets afgørelse rammerne for den efterfølgende retssag. Kommenteret Hegnslov, side 221, 243, 300 og 319-320.
 

UfR 2007, side 16 Ø. Østre Landsrets dom af 31.8.2006 (7. afd. a.s. B-2882-05). Ejeren af en privat vej krævede, at ejeren af en skovejendom Ebberup Skov langs vejen skulle retablere et dyrehegn ud mod vejen, idet der var tale om et fælleshegn. Vejen var en privat fællesvej, og skovejeren havde færdselsret til vejen. Den tidligere skovejer Ledreborg havde opsat hegn langs hele vejstrækningen, som skovejeren nu havde fjernet delvist. Hegnsynet afviste sagen med henvisning til hegnslovens § 11. For byretten gjorde vejejeren gældende, at hegnet var et fælleshegn opsat efter aftale, og at hegnslovens § 11 om undtagelse fra hegnspligten ikke fandt anvendelse. Byretten fandt det ikke bevist, at der forelå et særligt retsgrundlag for hegnspligt ved en aftale mellem vejejeren og den tidligere ejer af skovejendommen. Det var uden betydning, om hegnet rent faktisk stod i skel. Retten fandt ikke, at bestemmelsen i hegnslovens § 11 kun kan anses at angå rejsning af nyt hegn, idet bl.a. reglen i § 13 om sløjfning af egne hegn henviser til kap. II. Da vejejeren efter hegnslovens § 11 ikke kunne kræve, at der findes et hegn mellem grunden og vejen, tiltrådte retten hegnsynets kendelse. Da der ved betaling af sagsomkostninger ved byretten 7000 kr. ikke forelå særlige omstændigheder, som undtagelsesvis kunne give grundlag for at anse betaling som afkald på anke, kunne anken til landsretten ikke afvises. Landsretten tiltrådte derefter, at sagen skulle afgøres efter hegnslovens § 11, og at der ikke kunne pålægges skovejeren pligt til retablering af fælleshegn.

Kommentar: Facadeejere har ikke hegnspligt til veje omfattet af hegnslovens § 11, stk. 1, medmindre der foreligger et særligt retsgrundlag. Hegnet var opsat af skovejeren og derfor skovejerens eget hegn, uanset om det var placeret i vejskellet. Skovejeren havde derfor ingen pligt til retablering af hegnet. Uanset overskriften til hegnslovens kap. II anvendes bestemmelserne efter fast praksis også ved eksisterende hegn. Kommenteret Hegnslov, side 122-124 og 132
 

Helsinge Byrets kendelse af 12.12.2006 (BS 16-660/2005). En grundejer i et sommerhusområde i Græsted klagede til hegnsynet over naboens træer. Hegnsynet afsagde kendelse om, at 5 piletræer og 3 birketræer skulle nedskæres til jordhøjde, idet hegnsynet vurderede, at der var stor fare for, at træerne kunne vælte i storm, da området var sumpet, og træerne havde meget store kroner. For retten påstod sagsøger hegnsynets kendelse ophævet. Sagsøgte påstod hegnsynets kendelse opretholdt, fordi træerne var et hegn, subsidiært at træerne skulle fjernes efter naboretlige regler. Sagsøger protesterede imod, at sagsøgte fremsatte anbringender efter naboretlige regler. Sagsøger gjorde gældende, at hegnsynet åbenbart havde overskredet sin kompetence. Sagen var alene indbragt for retten til prøvelse af hegnsynets kendelse, og sagsøgtes påstande og anbringender lå ikke inden for hegnssagens identitet, idet hegnsynets afgørelse ikke var en afgørelse af en hegnstvist efter hegnslovens regler. Rettens prøvelse skulle derfor alene tage stilling til, om der i hegnsloven var hjemmel til den trufne afgørelse. Sagsøger henviste til forarbejderne til lovændringen 2001. Sagsøgte fastholdt anbringendet om naboretlige regler og henviste til utrykt Østre Landsrets dom 25.5.2004. Spørgsmålet blev udskilt til særskilt procedure. Retten fandt, at prøvelsen af hegnsynets kendelse skulle afgøres efter hegnslovens regler. Som sagen var forelagt fandt retten ikke, at der forelå procesbesparende hensyn. Retten bestemte derefter, at sagsøgte ikke kunne fremsætte anbringender efter naboretlige regler til støtte for de nedlagte påstande.

Kommentar: Rettens kendelse er afsagt i medfør af retsplejelovens § 253. Det er ikke en afgørelse af realiteten i hegnssagen. Kendelsen tager alene stilling til, at sagsøgte ikke kan påberåbe sig almindelige naboretlige regler i forbindelse med prøvelse af en hegnssag, der skal afgøres efter hegnslovens regler. Hegnsynets kendelse i en hegnssag danner rammerne for rettens efterfølgende prøvelse. Der var endvidere ikke procesbesparende hensyn. Sagsøgte må derfor anlægge en særskilt civilretlig nabosag mod træejeren. Den påberåbte landsretsdom vedrører grene, hvor hegnsynet i en række tilfælde har kompetence, jf. hegnslovens § 19, stk. 2-4. Hegnsynet burde ikke have behandlet denne sag, idet en klage over naboens træer klart falder uden for hegnsynets kompetence. Endvidere kan retten ikke tage stilling til, om træerne er et hegn, idet dette spørgsmål ikke er afgjort ved hegnsynet, jf. hegnslovens § 43, stk. 1. Hegnsynets kendelse blev senere ophævet. Kommenteret Hegnslov, side 175, 243, 300 og 309.
 

Næstved Byrets dom af 5.12.2006 (BS 46/2006). Et hegnsyn havde afsagt kendelse om en række tvister mellem to parcelhusejere i Næstved med nyopførte huse, bl.a. at sagsøger skulle fjerne et bræddehegn 1,4 m højt, opsat på sagsøgers grund 1,6 m fra skel, når der var opsat fælleshæk. Sagsøger indbragte kendelsen for retten med påstand om, at hegnsynets kendelse var uden virkning og ikke kunne påberåbes af sagsøgte nabo. Sagsøgte nedlagde påstand om frifindelse. Sagsøgte gjorde gældende, at sagsøger ikke havde giver meddelelse om opsætning af bræddehegnet, og at bræddehegnet påførte sagsøgte stor ulempe ved dets placering, udseende og højde og skulle nedtages, da fælleshegn var opsat. Der var enighed mellem parterne om, at bræddehegnet var sagsøgers eget hegn. Efter hegnslovens § 13, stk. 2, 1. pkt., kan naboen kræve et eget hegn ombyttet eller ændret. Efter bestemmelsens 2. pkt. er alene hegnets ejer berettiget til at sløjfe hegnet. Hegnsynet havde derfor ikke haft hjemmel til at pålægge sagsøger at fjerne et eget hegn. Retten kunne dog ikke tage stilling til, om sagsøgte kunne kræve hegnet ombyttet eller ændret, idet dette spørgsmål først måtte indbringes for hegnsynet. Sagsøger, der kunne have krævet hegnsynets kendelse ophævet, fik derefter medhold i den nedlagte påstand. Sagsøgte skulle betale sagsomkostninger med 12.900 kr.

Kommentar: Der er ikke i hegnslovens § 13, stk. 2, hjemmel til at kræve et eget hegn fjernet. Naboen er tilstrækkelig beskyttet ved reglen om, at hegnet kan kræves ombyttet eller ændret. Da hegnsynet ikke havde truffet afgørelse herom, kunne retten ikke tage stilling til spørgsmålet, jf. hegnslovens § 43, stk. 1. Naboen kan starte en ny hegnssag. En grundejer skal ikke give meddelelse til naboen, når grundejeren vil opsætte et eget hegn. Retssagen burde være anlagt som et fuldbyrdelsessøgsmål med påstand om ophævelse af hegnsynets kendelse. Kommenteret Hegnslov, side 148, 149, 300 og 313.
 

UfR 2006, side 2724 V. En sommerhusejer i Løkken forlangte et træhegn flyttet, som han mente naboen ensidigt havde opsat på hans grund. Naboen, der påstod, at hegnet var placeret i skel, mødte ikke under hegnsynsforretningen. Da naboen ikke som pålagt lod afholde skelforretning, lagde hegnsynet en skelafsætning foretaget på klagerens foranledning til grund og bestemte, at naboen skulle flytte hegnet ind på egen grund. Da der under hegnssagen mellem parterne var uenighed om hegnets placering i forhold til skel, skulle hegnsynet have fastsat en frist, inden hvilken den part, der gør gældende, at hegnet ikke står i skel, kan lade afholde en skelforretning efter udstykningslovens regler, jf. hegnslovens § 37. Hegnsynet skulle således have udsat sagen på, at klageren kunne afholde en skelforretning. På grund af denne fejl i sagsbehandlingen ophævede byretten hegnsynets afgørelse. Vestre Landsret stadfæstede dommen.

Kommentar: Det påhviler klager at oplyse grundlaget for hegnssagen. En tvist om skellets beliggenhed skal løses efter proceduren i hegnslovens § 37, stk. 1, 1. pkt., hvorefter hegnssagen udsættes til en skelforretning efter udstykningsloven. Rettens afgørelse er en formalitetsafgørelse, der ikke tager stilling til hegnstvisten. Efter sagens oplysninger er træhegnet naboens eget hegn. Kommenteret Hegnslov, side 242 og 262-264, og Landinspektøren 1 2005, side 281.
 

Utrykt Vestre Landsrets dom af 6.3.2006 (9. afd. a.s. B-2847-04). På en parcelhusejendom i Risskov fandtes en 17 m lang og over 2 m høj mur ca. 1 m fra skel langs en indkørsel til naboejendommen. Muren var en del af en samlet bebyggelse, og fremstod som en videreførelse af underetagens murkonstruktion og i samme højde som denne. Spørgsmålet var, om muren var omfattet af hegnsloven eller bygningslovgivningen. Hegnsynet havde i 2000 med henvisning til hegnslovens § 2 frifundet parcelhusjeren for at reducere murens højde. Kendelsen blev ikke indbragt for landvæsenskommissionen. Hegnsynet afviste i 2002 at genoptage sagen, idet den tidligere kendelse ikke fandtes afsagt på forkert grundlag. Kendelsen blev ikke indbragt for domstolene. Hegnsynet afviste i 2003 påny at genoptage sagen. Denne kendelse indbragte naboen for retten med påstand om hjemvisning, idet hegnsynet ikke havde været kompetent til at træffe afgørelse. Retten fandt, at en række afgørelser vedrørende den bygning, som parcelhusejeren havde ladet opføre, kunne have været indbragt for administrative myndigheder eller for domstolene. Der var herefter ikke grundlag for nu at tilsidesætte hegnsynets vurdering af, at murens højde henhørte under hegnsynets kompetence. Parcelhusejeren blev derfor frifundet. For landsretten forklarede arkitekten, at der var søgt byggetilladelse til huset, ikke til muren, og at husets vægge var adskilte fra muren, der havde særskilt fundering. Landsretten lagde til grund, at kendelsen fra 2002 ikke blev indbragt for domstolene inden for fristen i hegnslovens § 43, stk. 2, og at de to begæringer om genoptagelse vedrørte samme forhold. Da det samtidig måtte lægges til grund, at forholdene ikke efterfølgende var ændrede, og da der ikke var påvist særlige grunde til at bortse fra, at søgsmålsfristen var væsentlig overskredet, tiltrådte landsretten, at appellanten ikke havde krav på nu at få sagen hjemvist. Landsretten stadfæstede byrettens dom.

Kommentar: Landsrettens afgørelse lægger vægt på, at sagsøgeren har forsømt at indbringe hegnsynets genoptagelseskendelse fra 2002 for domstolene. Der er derfor ikke længere mulighed for genoptagelse. Byrettens dom må endvidere ses som udtryk for domstolenes tilbageholdenhed med at underkende de sagkyndige hegnsyns skøn om, at en genstand har hegnskarakter og dermed er et hegn. Der er tale om en meget konkret afgørelse. I en skrivelse af 23.10.2002 udtaler Ministeriet for FødevareErhverv, at hegnsloven ikke finder anvendelse. Kommenteret Hegnslov, side 35, 37, 146 og 294-296.
 

Århus Byrets dom af 6.1.2006 (BS 3-1672/2005). Sagen vedrørte en tvist om et plankeværk, som en parcelhusejer i Højbjerg havde opsat på sin grund 30 cm fra skellet til naboejendommen efter at have fjernet noget beplantning af træer og buske i skellet. Hegnsynet udtalte, at beplantningen mellem de to ejendomme ikke kunne siges at være et fælleshegn i hegnslovens forstand og bestemte, at plankeværket var et eget hegn opsat for tæt ved skel. Plankeværket derfor skulle nedtages, jf. hegnslovens § 2. Endvidere bestemte hegnsynet, at såfremt hegnet skulle genopsættes, skulle det ske i en afstand af 1 m fra skel. Der var alvorlige konflikter mellem grundejerne. Parcelhusejeren indbragte sagen for retten med påstand om ophævelse af hegnsynets kendelse og gjorde gældende, at hegnet var nødvendigt til beskyttelse mod fredskrænkelser og i øvrigt opfyldte hegnslovens krav m.h.t. højde og udseende. Retten udtalte, at egne hegn, jf. hegnslovens § 2, 1. pkt., ikke må påføre naboen større ulempe end fælleshegn, og at der ved etablering af hegn skal inddrages en række hensyn, jf. hegnslovens § 10, stk. 1, 2. pkt., og at hegnsloven forudsætter en konkret vurdering og afvejning af de ulemper, som et hegn vil påføre naboejendommen i forhold til behovet for en rimelig beskyttelse mod fredskrænkelser. Efter forvaltningslovens § 22 skal hegnsynets kendelse indeholde en begrundelse, jf. hegnslovens § 39, stk. 4, og en skønsmæssig vurdering skal angive de hovedhensyn, der har været bestemmende, jf. forvaltningslovens § 24. Da hegnsynet ikke havde begrundet kendelsen og foretaget en afvejning af de relevante momenter, herunder parternes synspunkter om fredskrænkelser, opfyldte hegnsynets kendelse ikke forvaltningslovens krav til begrundelse, og retten ophævede derfor hegnsynets kendelse.

Kommentar: Hegnsloven indeholder hjemmel til, at hegnsynet kan bestemme, at et eget hegn skal ændres, men ikke uden videre at et eget hegn skal fjernes. Hegnsynet skal foretage en konkret vurdering af ulemperne, se hegnslovens § 2, § 13, stk. 2, og § 10, stk. 1. Der er ikke hjemmel til, at hegnsynet udtaler sig om genopsætning af hegnet. Det er et krav i hegnslovens § 39, stk. 4, at hegnsynets kendelse skal indeholde den fornødne begrundelse. Indholdet af begrundelseskravet er i princippet det samme som i forvaltningslovens § 22 og § 24. I hegnssager anvendes hegnslovens sagsbehandlingsregler suppleret med grundlæggende processuelle principper, se UfR 1994, side 499 V. Det er korrekt, at retten ophæver hegnsynets kendelse, men det er ukorrekt, at retten henviser til forvaltningslovens regler. Kommenteret Hegnslov, side 149, 225, 282-283 og 286.
 

Faaborg Byrets dom af 25.11.2005 (BS 489/2004). Sagen vedrørte en hegnstvist mellem en sommerhusejer og grundejerforeningen i sommerhusområdet "Hesseløje". En tinglyst deklaration fra 1967 bestemte, at hegnene i naboskel skulle være levende hegn ikke højere end 1,50 m, og at hegn mod vej skulle være placeret 30 cm fra skel. Grundejerforeningen var påtaleberettiget. En byplanvedtægt bestemte, at der ikke måtte opsættes andre former for hegn end levende hegn. Hegnsynet udtalte, at deklarationen alene omfattede fælleshegn, således at sommerhusejerens eget hegn, et plankeværk, som naboen ikke havde indsigelser imod, kunne blive stående, og et levende hegn mod vej skulle nedklippes til 1,5 m. Efter at sagen var optaget til kendelse, blev hegnsynet opmærksom på byplanvedtægtens bestemmelse om levende hegn, hvorefter hegnsynet ændrede kendelsen og pålagde sommerhusejeren at fjerne plankeværket. Kendelsen blev derefter meddelt parterne. Sommerhusejeren påstod ophævelse af hegnsynets kendelse. Sommerhusejeren henviste til, at hegnsynets kendelse ikke kunne ændres ud over, hvad der er hjemmel til princippet i retsplejelovens § 221, stk. 1, og at håndhævelse af servitutter henhørte under domstolene. Retten fandt, at hegnslovens § 42 om genoptagelse vedrører en af hegnsynet til parterne meddelt kendelse. Hegnsynet havde efter princippet i retsplejelovens § 346 havde været berettiget til at træffe ny afgørelse vedrørende plankeværket, da det ville være betænkeligt at træffe afgørelse uden at tage hensyn til byplanvedtægten. Hegnsynet var endvidere kompetent til at afgøre hegnssagen efter et særligt retsgrundlag, jf. hegnslovens § 5 og § 6. Da grundejerforeningen stedse havde påtalt servitutbestemmelsen om hegnshøjden 1,5 m, og der ikke var mulighed for holde hegn i en højde af 1,8 m, hvilket sommerhusejeren var bekendt med, og grundejerforeningen endvidere ikke kunne dispensere fra byplanvedtægten, frifandtes grundejerforeningen.

Kommentar: Dommen statuerer korrekt, at servitutten og byplanvedtægtens hegnsbestemmelser er særlige retsgrundlag, som skal lægges til grund ved hegnsynets afgørelse. Det er endvidere korrekt, at hegnsynet ændrer kendelsen i o.m. den bindende byplanvedtægtsbestemmelse, idet kendelsen ikke var meddelt parterne. Hjemmelen hertil findes i princippet i retsplejelovens § 346. Retsplejelovens § 221, stk. 1, vedrører alene berigtigelse af skrivefejl. Efter at hegnsynets kendelse er meddelt parterne, kan rettelse af realiteten kun ske ved genoptagelse af hegnssagen. Kommenteret Hegnslov, side 63, 82, 89, 229, 246 og 295.
 

Utrykt Østre Landsrets dom af 18.11.2005 (23. afd. a.s. B-2406-04) Appellanten havde anket Helsingør Rets kendelse (delkendelse) af 23.3.2003 og samme rets dom af 23.7.2004 (BS 1457/2002). Appellanten havde nedlagt påstand om afvisning af sagen fra byretten subsidiært ændring af dommen i o.m. hegnsynets kendelse. Landsretten udtaler, at delkendelsen om admittering af søgsmålet er truffet i medfør af retsplejelovens § 253. Kendelsen kan derfor først indbringes for landsretten i forbindelse med den endelige afgørelse i sagen. Landsretten tiltræder derefter byrettens afgørelse. Efter vidneforklaring lægger landsretten endvidere til grund, at den omtvistede beplantning, som hegnsynet havde anset som fælleshegn, hverken ved etableringen eller senere fik status af fælleshegn, hvorfor der ikke er hjemmel til hegnsynets afgørelse. Med henvisning til det af byretten anførte vedrørende hegnslovens § 11, stk. 1, tiltræder landsretten, at hegnsynets kendelse ophæves. Landsretten stadfæster herefter byrettens dom.

Kommentar: De omtvistede buske var opsat af vejens ejer på vejarealet, der senere havde skiftet status til privat fællesvej. Buskene var derfor et eget hegn, og der var ikke noget grundlag for at anse buskene for fælleshegn. Se nærmere byrettens dom og Kommenteret Hegnslov, side 131. Vedrørende byrettens delkendelse i sagen, se Kommenteret Hegnslov, side 305.
 

UfR 2005, side 2527 H. (1. afd. sag 120/2004). En lokalplan i Solrød indeholdt en bestemmelse om, at faste hegn skulle opstilles mindst 30 cm fra vejskel. En grundejer udskiftede et hegn i vejskel med et 1,80 m højt hegn. Kommunen afslog at meddele dispensation fra lokalplanens afstandskrav. Grundejeren anlagde sag mod kommunen med påstand om, at han ikke var forpligtet til at flytte hegnet, og at kommunens afslag var ugyldigt. Højesteret fandt, at det var ubestridt, at hegnet var opført i strid med lokalplanen. Lokalplanen var endvidere omfattet af kommunens tilsynspligt, jf. planlovens § 51. Kommunen påså alene overholdelsen af lokalplanbestemmelserne i byggesager og ved konkrete klager. Kommunen skred ikke uden konkret anledning ind over for hegn opført i strid med bestemmelsen. Denne praksis for tilsyn kunne imidlertid ikke føre til, at grundejeren ud fra en forvaltningsretlig lighedsgrundsætning havde krav på dispensation. Kommunen blev derfor frifundet.

Kommentar: Lokalplanbestemmelser om hegn er et særligt retsgrundlag i hegnssager. Sagen blev behandlet som en almindelig byplansag om dispensation. Sagen kunne være startet ved hegnsynet. I så fald skulle hegnssagen være udsat på kommunens afgørelse om dispensation. Kommenteret Hegnslov, side 90-95 og 271-272.
 

Sorø Byrets dom af 5.7.2005 (BS 1-223/2003). Mellem en parcel og en privat fællesvej fandtes en række popler. Ved udstykningen i 1961 var det forudsat, at poplerne befandt sig på parcellen. Da det viste sig, at poplerne stod umiddelbart langs skellet på naboejendommen, det senere vejareal, blev der pålagt en deklaration, hvorefter poplerne ikke måtte fældes eller beskæres. Påtaleberettiget var parcelejeren. Kommunen som vejbestyrelse rejste hegnssag mod parcelejeren med krav om nedskæring af poplerne, som kommunen mente var parcelejerens eget hegn. Kommunen henviste til, at poplerne kunne vælte ned over vejen og husene på de tilstødende ejendomme. Hegnsynet fandt, efter at kommunen havde ladet foretage en skelafsætning, at poplerne var placeret i skel. Hegnsynet bestemte derefter, at poplerne skulle nedskæres til 4-5 m over terræn og fremover vedligeholdes af parcelejeren og vejejeren. Udgifterne til landinspektøren skulle deles. Retten fandt, at poplerne var plantet før udstykningen og ikke stod i skellet. Retten fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at anse poppelrækken som fælleshegn eller eget hegn, jf. hegnslovens § 1, § 9 og § 11. Da der endvidere var pålagt vejejeren, som ikke havde været part i hegnssagen, en forpligtelse, var fundamentale retssikkerhedshensyn tilsidesat, hvorefter hegnsynets kendelse ikke var bindende, hverken for parcelejeren eller vejejeren. Parcelejeren var derfor heller ikke forpligtet til at godtgøre kommunen udgifterne til landinspektør. Hegnsynets kendelse blev ophævet, og kommunen blev dømt til at anerkende, at rækken af poppeltræer hverken var fælleshegn eller eget hegn for parcelejeren.

Kommentar: Kommunen kan som vejmyndighed for private fællesveje rejse hegnssag vedrørende hegn ved veje. Hegnsloven kan ikke anvendes til at varetage hensynet til bygninger. En eksisterende beplantning kan efter praksis være hegn mellem senere udstykkede ejendomme. Efter byrettens opfattelse havde poppelrækken ikke hegnsfunktion. Det er en klar fejl, at vejejeren ikke var indkaldt til hegnsynsforretningen. Spørgsmålet om hegnets status skal normalt afgøres mellem de tilgrænsende grundejere. Omkostningerne ved en skelafsætning kan ikke fordeles ved en hegnsynsforretning. Kommunen burde i denne sag have anvendt vejlovgivningens regler. Kommenteret Hegnslov, side 87, 126, 180, 236 og 265.
 

Tårnby Byrets dom af 28.12.2004 (BS 338/2004). Mellem to villagrunde i Dragør fandtes en tjørnehæk som fælleshegn. På den ene grund blev opført et parcelhus. I forbindelse med byggeriet opstod der skader på hækken i form af et hul 4 m bredt og to andre huller. Naboejeren krævede udbedring af skaderne. Hegnsynet lagde til grund, at grundejeren var ansvarlig for skaderne, og pålagde grundejeren at retablere hullerne i hækken ved nyplantning, jf. hegnslovens § 26. For retten påstod grundejeren, at naboen skulle betale udgifterne ved retablering, subsidiært halvdelen af udgifterne. Retten fandt det godtgjort, at hullerne i hækken var opstået ved gravearbejde på stedet og ved påkørsel af lastbiler i forbindelse med byggeriet. Retten stadfæstede derefter hegnsynets kendelse.

Kommentar: En grundejer er ansvarlig for de skader, han påfører fælleshegnet. Hegnslovens § 26 indeholder hjemmel til, at hegnsynet ved en kendelse kan meddele en grundejer påbud om udbedring af skaderne. Kommenteret Hegnslov, side 205-206.
 

Aalborg Byrets dom af 31.3.2005 (BS 4-1526/2004). Sagen vedrørte en hegnstvist mellem to sommerhusejere i Hals. Klageren havde på sin ejendom ryddet en bevoksning af krat og træer op til det 60 m lange naboskel. På naboejendommen langs skel fandtes et ca. 19 m langt raftehegn. Beplantningen på naboejendommen øst for raftehegnet fremstod med nåletræer i variabel højde og afstand fra skel med spredt og ujævn kratbevoksning. Vest for raftehegnet fandtes en række på 3 mindre nåletræer ca. 2,5 m høje, idet enkelte træer var væltet i vinterstormen. Bevoksningen generede klageren ved skygge og nedfald og forhindrede nedtagning af parabolsignaler. Hegnsynet havde bestemt, at træerne inden for en afstand af 1,75 m fra skel var et eget hegn, som skulle nedskæres til 2 m med tillæg af afstanden til skel. Retten fandt, at bevoksningen ud fra en generel bedømmelse fremtrådte med uensartet præg og ikke sammenvokset, idet skellet på begge sider af raftehegnet kunne passeres de fleste steder. Da bevoksningen endvidere måtte anses som en del af et skovstykke på nabogrunden, havde træerne ikke hegnskarakter. Spørgsmålet om træernes beskæring henhørte derfor ikke under hegnsloven. Retten ophævede hegnsynets kendelse.

Kommentar: Områdets karakter er grundlaget for bedømmelsen af hegnsforholdene. Det har ofte særlig betydning i sommerhusområder. En sammenvokset trærække kan have hegnskarakter i forhold til naboejendommen. Der stilles efter praksis en række krav til trærækken. Baggrunden er afgrænsningen over for en almindelig bevoksning. De samme krav stilles ikke til et fast hegn. Rettens dom ophæver hegnsynets kendelse pga. kompetenceoverskridelse. Raftehegnet, hvorom der ikke var tvist i denne sag, må derimod, uanset hegnets længde, anses for et eget hegn. Kommenteret Hegnslov, side 107, 180-182 og 185.
 

Holbæk Byrets dom af 1.3.2005 (BS 4-1479/2003). I en tvist mellem to sommerhusejere i Holbæk havde hegnsynet bestemt, at A skulle fjerne et armeringsnet, som A havde opsat i skel, og et eget hegn af lærketræsstød ca. 30-40 cm fra skel og ca. 80-90 cm høje for at give plads til et nyt fælleshegn, samt at der skulle plantes et levende fælleshegn af spiræa. Da A ikke fjernede lærketræsstødene, afsagde hegnsynet efter begæring af B tvangsfuldbyrdelseskendelse om, at arbejdet skulle udføres ved hegnsynets foranstaltning for A's regning. A indbragte begge hegnsynets kendelser for retten. Derefter fjernede hegnsynet lærketræsstødene. For retten nedlagde A påstand om ophævelse af hegnsynets kendelser pga. af manglende begrundelse, og at B skulle betale udgiften 6.150 kr., som A havde betalt efter hegnsynets tvangsfuldbyrdelse. Under sagens forberedelse blev der truffet særskilt afgørelse om, at sagen ikke skulle afvises, jf. hegnslovens § 43, stk. 2. Retten fandt, at hegnsynets kendelser var indført i protokollerne med den fornødne begrundelse, jf. hegnslovens § 39, stk. 4. Retten fandt endvidere, jf. hegnslovens § 13, stk. 2, og § 2, at der var hjemmel til at pålægge A at fjerne et eget hegn for at give plads til et fælleshegn, og udgifterne, jf. hegnslovens § 16, stk. 1, påhvilede A som hegnets ejer. B blev derefter frifundet.

Kommentar: Ved domstolsprøvelse af hegnsynets tvangsfuldbyrdelseskendelse kan der, på samme måde som ved hegnsynets tvangsfuldbyrdelseskendelse, ikke tages stilling til det materielle hegnsspørgsmål, idet hegnsynets materielle afgørelse har retskraft efter søgsmålsfristens udløb. Dette bør fremgå af hegnsynets tvangsfuldbyrdelseskendelse. Retten meddelte imidlertid oprejsningsbevilling, hvorefter retten påkendte den materielle afgørelse. Det er korrekt, at hegnsynet tvangsfuldbyrder kendelsen, selv om sagen er indbragt for retten, idet retten ikke havde truffet afgørelse om suspension. Det er gældende ret, at et eget hegn kan kræves fjernet, hvis det forhindrer opsætning af et fælleshegn. Hjemmelen findes i hegnslovens § 19, stk. 1. Kommenteret Hegnslov, side 149, 163, 306, 319, 323.
 

Helsinge Byrets dom af 14.2.2005 (BS 755/2004). En lokalplan for Gilleleje indeholdt bestemmelser om bebyggelse af en ejendom og levende hegn i naboskel. Efter at hegnsynet i 2002 havde truffet afgørelse om plantning af en bøgehæk og et midlertidigt hegn, blev bygningen opdelt i 11 ejerlejligheder, og der blev anlagt en p-plads efter terrænregulering. Naboen begærede 14.11.2003 hegnssagen genoptaget med henblik på opsætning af et fast hegn, og kommunen meddelte den fornødne dispensation. På besigtigelses- og forhandlingsmødet 26.1.2004 undlod sælgeren at oplyse, at ejerlejlighederne havde skiftet ejer. Hegnsynet afsagde 15.6.2004 kendelse om, at sælgeren for ejerne af ejerlejlighederne skulle opsætte raftehegn i skel. Sælgeren påstod hegnsynets kendelse ophævet. Retten udtaler, at det er de berørte grundejere, der er parter i hegnssagen. Efter opdeling tilhører ejendommen og grunden de enkelte ejerlejlighedsindehavere i forening. Retten lægger til grund, at ejerlejlighederne blev solgt i løbet af 2003 og salget tinglyst i januar 2004. Der var herefter sket ejerskifte, da hegnssagen blev behandlet 26.1.2004. Efter hegnslovens § 34, stk. 2, påhviler det klager at angive modparten, men hegnsynet må som forvaltningsmyndighed sikre, at de rette parter bliver indkaldt. Retten ophævede derfor hegnsynet kendelse. Da sagsøger havde undladt at oplyse om ejerskiftet, blev der ikke tillagt sagsomkostninger, jf. retsplejelovens § 312, stk. 1, 2. led.

Kommentar: Det påhviler klageren i en hegnssag at oplyse om modparten. Hegnsynet har ingen pligt til selvstændigt at søge oplysninger om ejerforholdet. Er der konkret anledning til det, skal hegnsynet som led i vejledningspligten ved spørgsmål til sagens parter søge ejerforholdet afklaret. En konkret anledning kan være, at hegnsynet i forbindelse med besigtigelses- og forhandlingsmødet bliver bekendt med, at ejendommen er udstykket i ejerlejligheder. Da indklagede ikke var rette part i hegnssagen, er det korrekt, at retten ophæver hegnsynets kendelse. Kommenteret Hegnslov, side 236 og 238.
 

Utrykt Østre Landsrets dom af 20.1.2005 (7. afd. a.s. nr. B-194-04). Landsretten stadfæster Gentofte Byrets dom, hvorefter et flethegn opsat som afskærmning langs et 0,8 m højt stakit skulle fjernes, idet det var et eget hegn i strid med hegnslovens § 2, 1. og 2. pkt., jf. § 10, stk. 1 og 2. Fælleshegnets højde var fastsat under hensyn til naboens udsigt over Øresund.

Kommentar: Hegnssagen og byrettens dom er refereret i Kommenteret Hegnslov, side 335.
 

Aalborg Byrets dom af 4.11.2004 (BS 4-3969/2003). En grundejer havde udskiftet et gammelt træhegn 35-40 cm fra skel med et nyt trykimprægneret flethegn. Under udskiftningen, der foregik successivt, gjorde naboejeren indsigelse. Naboejeren indbragte hegnsynets kendelse for retten med påstand om opsætning af et nyt fælleshegn. Byretten udtalte, at en grundejer efter hegnslovens § 13, stk. 1, som udgangspunkt til enhver tid kan ombytte et eget hegn, medmindre det påfører naboen større ulemper end rimeligt. Retten kunne godkende det omtvistede hegn, der stod ca. 25 m fra naboens hus, delvis skjult bag et buskads, mens det stod få meter fra sagsøgtes hus, jf. hegnslovens § 10, stk. 1 og 2. Retten var enig med hegnsynet i, at hegnet adskilte ejendommene på en sådan måde, at fælleshegn var overflødigt, jf. hegnslovens § 11, stk. 2. Det forhold, at grundejeren havde undladt at varsle naboejeren efter hegnslovens § 13, stk. 1, 2. pkt., der ikke er sanktioneret i hegnsloven, fandtes efter sagens resultat uden betydning for afgørelsen. Retten frifandt derefter grundejeren.

Kommentar: Formålet med reglen i hegnslovens § 13, stk. 1, om varsling er, at naboejeren skal have lejlighed til at overveje et fælleshegn. Retten fandt, at reglen var tilsidesat, men at det var uden betydning i sagen. Hegnsynets skøn, om et eget hegn er tilstrækkeligt hegn, er et sagkyndigt skøn, og rettens prøvelse i denne sag er i o.m. praksis tilbageholdende. Kommenteret Hegnslov, side 148 og 310.
 

Aalborg Byrets kendelse af 9.8.2004 (BS 4-3969/2003). Under en prøvelse af hegnsynets kendelse ved retten, nedlagde sagsøger påstand om opsætning af et nyt fælleshegn, om den nærmere udformning af hegnet og om fordeling af udgifterne ved opsætning af hegnet. Sagsøgte nedlagde påstand om afvisning, idet sagsøgers påstande ikke havde været prøvet ved hegnsynet, jf. hegnslovens § 43. Spørgsmålet om afvisning blev udskilt til særskilt pådømmelse, jf. retsplejelovens § 253, stk. 2. Hegnsynet havde taget stilling til spørgsmålet om opsætning af fælleshegn og ved kendelsen anset fælleshegn for overflødigt, jf. hegnslovens § 11, stk. 2. Dette spørgsmål var derefter omfattet af rettens prøvelsesret. Sagsøgers påstande, som efter ordlyden vedrørte de nærmere vilkår for et nyt fælleshegn, var ikke fremsat og påkendt af hegnsynet, og disse påstande blev derfor afvist.

Kommentar: I hegnsynets kendelse er parternes påstande uklare, og påstande og anbringender er blandet sammen. Påstandene i en hegnssag skal være tilstrækkelig bestemte, idet sagens parter ellers ikke kan opnå det ønskede resultat. I denne sag skulle klager allerede for hegnsynet have nedlagt påstand om et fælleshegn som fast hegn, eventuelt af en nærmere bestemt type. Det hører med til vejledningspligten, at hegnsynet i givet fald opfordrer parterne til at præcisere de nedlagte påstande. Kommenteret Hegnslov, side 242 og 251.
 

Lyngby Byrets dom af 27.10.2004 (BS 1-657/2003). Efter landvæsenskommissionens kendelse i en sag mellem to grundejere i Søllerød skulle en bøgehæk plantes som fælleshegn i stedet for et gammelt trådhegn, og et raftehegn ved skel skulle fjernes. Hegnsynet afsagde tvangfuldbyrdelseskendelse om udførelse af arbejdet ved hegnsynsformandens foranstaltning. Efterfølgende godkendte hegnsynsformanden det udførte arbejde, uanset raftehegnet ikke var fjernet. Hegnsynets sekretariat meddelte klageren, at raftehegnet var nedtaget af naboen inden plantning af hækken og senere genopsat, og at tvangsfuldbyrdelsessagen var endeligt afsluttet og ikke kunne genoptages. Klageren anlagde derefter sag mod hegnsynet med påstand om, at tvangsfuldbyrdelsen ikke var lovligt gennemført. Retten fandt, at sagsøger påberåbte sig en sagsbehandlingsfejl i forbindelse med hegnsynsformandens erklæring efter hegnslovens § 44, stk. 2. Tvangsfuldbyrdelseskendelsen blev afsagt 25.10.2001. Erklæringen blev afgivet 15.12.2001 og dermed efter udløbet af fristen 4 uger for indbringelse af kendelsen for domstolene, jf. § 43, stk. 2. Herefter kunne erklæringen ikke prøves særskilt ved domstolene, og sagen blev afvist.

Kommentar: Prøvelse af en hegnsynskendelse sker ved, at retssag anlægges mod den anden part i hegnssagen. Raftehegnet var ikke fjernet, og hegnsynsformanden har derfor afgivet urigtig erklæring. En grundejer kan selvfølgelig ikke opfylde en afgørelse om fjernelse af et hegn ved at genopsætte hegnet. Hegnsynets sekretariat kan endvidere ikke træffe afgørelse om genoptagelse. Retten lægger vægt på, at den ordinære søgsmålsfrist er udløbet. Retten afviser derefter sagen pga. formaliteten. Imidlertid kan bestemmelsen om oprejsningsbevilling anvendes i denne situation. Endvidere kan spørgsmålet pådømmes under en fogedforretning vedrørende tvangsinddrivelse af hegnssagens omkostninger. En tvangsfuldbyrdelsessag kan som andre hegnssager genoptages. Kommenteret Hegnslov, side 294, 305, 323 og 330. Sagen er en udløber af Landvæsenskommissionen for Københavns Amts kendelse af 28.3.2001 (LVK 19/1999).
 

Tårnby Byrets dom af 24.8.2004 (BS 903/2003). En tvangsfuldbyrdelssag blev indbragt for retten, efter at tvangsfuldbyrdelse havde fundet sted. Stævning blev udtaget mod hegnsynet med påstand om ophævelse af hegnsynets kendelse, og mod den anden part i hegnssagen som et anerkendelsessøgsmål uden sammenhæng med hegnsynets afgørelse. Først i replikken nedlagde sagsøger påstand om ophævelse over for modparten og ansøgte om tilladelse til at anlægge sagen efter udløbet af 4 ugersfristen i hegnslovens § 43, stk. 2. Retten fandt, at hegnsynet ikke var rette sagsøgte. Da ændringen i påstanden ikke skyldtes forhold, som sagsøger først havde fået adgang til under forberedelsen, havde der ikke været noget til hinder for at nedlægge påstanden over for modparten. Retten fandt derfor, at det ville være en omgåelse af fristreglen, hvis det tillodes sagsøger at fremsætte påstanden efter fristens udløb under henvisning til retsplejelovens regler. Et erstatningskrav kunne ikke tages under påkendelse, idet det forudsatte en vurdering af lovligheden af hegnsynets kendelse, hvilket ikke kunne ske efter søgsmålsfristens udløb. Sagen blev afvist fra retten.

Kommentar: Dommen betyder, at hegnsynets kendelse skal indbringes korrekt for retten ved en stævning med påstand om, at hegnsynets kendelse ophæves. En ændring af påstanden under sagens forberedelse ved retten kan ikke ske uden videre med den virkning, at søgsmålsfristen er overholdt. At sagen ikke kan anlægges mod hegnsynet, er helt i o.m. retspraksis. Kommenteret Hegnslov, side 302-303.
 

Helsingør Byrets dom af 23.7.2004 (BS-1457/2002). Et hegnsyn havde udnævnt hegnene på tre strækninger, mellem parternes haver, ved et vejareal og en vendeplads, til fælleshegn og uden påstand herom bestemt, at de skulle ombyttes med træhegn med vandrette rafter. Mellem parternes haver blev sagen forligt ved, at sagsøgte fjernede sit hegn, og der opsattes fælleshegn. Ved vendepladsen var sagsøgte ikke påtaleberettiget, og sagsøgte tog bekræftende til genmæle over for sagsøgers påstand om afvisning. Ved vejrarealet, som var adgangsvej fra vendepladsen til sagsøgtes ejendom, udtalte retten, at hegnet stod på vejarealet og ikke i skellet, og det efter parternes forklaring måtte betragtes som sagsøgtes eget hegn. Efter hegnets oprindelige opsætning havde sagsøgtes vejareal stiftet status til at være et privat, fælles vejareal omfattet af hegnslovens § 11, stk. 1, hvorefter der ikke længere var hegnspligt for nogen af parterne. Retten ophævede hegnsynets kendelse.

Kommentar: Hegnsynets kendelse er forkert. Forhandlingsprincippet er tilsidesat, og hegnsynet har anvendt hegnslovens regler ukorrekt. Sagsøgte var ikke ejer af vendepladsen og kunne derfor ikke rejse hegnssag. Når et vejareal skifter status til at være omfattet af hegnslovens § 11, stk. 1, skal bestemmelsen iagttages ved udskiftning af et hegn. Kommenteret Hegnslov, side 126, 131 og 236. Dommen er anket.
 

Utrykt Østre Landsrets dom af 25.5.2004 (23. afd. a.s. B-2326-03). En grundejer i et boligområde i Gilleleje havde på sin grund et areal, der var bevokset og havde karakter af skov. I naboskellet var et dyrehegn. Træerne havde betydelig højde, og grenene rakte ind over skellet til naboejendommen. Hegnsynet fandt ikke, at træerne var noget hegn, men bestemte, at grundejeren skulle afskære alle grene, der voksede ud over skellinien og holde grenene bag skellinien. For byretten gjorde naboejeren gældende, at grenene skulle fjernes ud fra naboretlige regler. Grundejeren protesterede mod fremsættelsen af dette anbringende. Retten lagde til grund, at træerne ikke var noget hegn, og at reglerne i hegnslovens § 19, stk. 2-4, ikke kunne finde anvendelse. Naboejerens nye anbringende vedrørte naboretlige regler, som hegnsynet ikke kunne anvende. Retten fandt derfor ikke grundlag for at afskære naboejeren fra at fremsætte dette anbringende. Der forelå ikke oplysninger, der berettigede grundejeren til at lade grenene overskride skellinien, og generne fra grenene gik efter rettens vurdering ud over tålegrænsen. Retten ophævede hegnsynets kendelse og pålagde grundejeren at afskære alle grene, der voksede ind over skellinien og til stadighed holde grenene bag skellinien. Landsretten stadfæster byrettens dom med henvisning til, at naboejerens påstand er identisk med hegnsynets kendelse, og at sambehandling vil være procesbesparende.

Kommentar: Hegnsynets kendelse er forkert. Landsretten stadfæster byrettens dom. Rettens begrundelse er, at sagen kan behandes af procesbesparende hensyn, fordi naboejerens påstand er identisk med hegnsynets (fejlagtige) kendelse. Det er en meget konkret afgørelse. Efter forarbejderne til hegnsloven udgør hegnsynets afgørelse rammerne for retssagen, og det er væsentligt, at hegnssagen hurtigt kan få sin endelige afgørelse. Spørgsmål, der falder udenfor hegnsynets kompetence, skal derfor afgøres ved en særskilt retssag ved domstolene. Da spørgsmålet om afskæring af de omtvistede grene netop ikke kan behandles af hegnsynet, bør retten normalt blot ophæve hegnsynets kendelse. Kommenteret Hegnslov, side 301.
 

Utrykt Østre Landsrets dom af 2.4.2004 (3. afd. a.s. B-1558-03). En grundejer havde opsat 12 sektioner præfabrikeret flethegn 10-30 cm fra skel. Flethegnet var opsat ensidigt og uden aftale med naboejeren. Naboejeren krævede opsat fælleshegn som levende hegn og flethegnet flyttet længere ind på nabogrunden. Hegnsynet fandt, at flethegnet var placeret så tæt ved skellinien, at det udgjorde et fælleshegn og opfyldte betingelserne for et sådant. Byretten fandt, at sagsøgte i 1998 og senere havde opsat flere fag flethegn, og at sagsøgeren ikke havde protesteret herimod. Retten fandt, at hegnet henset til dets placering tæt på skel i en længere periode faktisk havde fungeret som skel mellem ejendommene og frifandt sagsøgte. Landsretten lagde til grund, at flethegnet var et eget hegn. Landsretten fandt efter bevisførelsen, at hegnet havde en sådan karakter, at det måtte anses for overflødigt at opsætte fælleshegn, jf. hegnslovens § 11, stk. 2. Landsretten stadfæstede derefter byrettens dom.

Kommentar: Det er åbenbart forkert, når hegnsynet bestemmer, at naboejerens flethegn udgør et fælleshegn. Der er ikke i hegnsloven hjemmel til, at hegnsynet kan bestemme en sådan ordning. Flethegnet er et eget hegn. Byrettens dom bygger på en anerkendelsesbetragtning. Synspunktet har ikke støtte i praksis. Landsretten finder, at flethegnet er et forsvarligt hegn mellem ejendommene, der overflødiggør opsætning af fælleshegn.
 

Utrykt Vestre Landsrets dom af 11.3.2004 (4. afd. B-1398-03). En grundejer, der ejede en udlejningsejendom i Grindsted, havde på ejendommens parkeringsplads opsat et 30 m langt og 1,80 m højt metaltrådhegn langs skel indtil naboejendommen, en psykiatrisk klinik. Hegnet var opsat uden aftale med naboen. Naboen forlangte hegnet fjernet. Da naboen ikke havde krævet fælleshegn, bestemte hegnsynet, at der ikke var grundlag for kræve hegnet fjernet. For retten nedlagde naboen påstand om, at trådhegnet skulle fjernes, subsidiært at grundejeren skulle fjerne hegnet og erstatte det med et fælleshegn. Landsretten udtalte, at egne hegn, der påfører naboen større ulemper, end hegnsynet under henvisning til hegnslovens § 2 finder rimeligt, kan kræves ombyttet eller ændret, jf. hegnslovens § 13, stk. 2. Der er efter bestemmelsen ikke hjemmel til at kræve hegnet fjernet, uden at der samtidig sker en ombytning. Da hegnsynet ikke havde haft lejlighed til at tage stilling til, om betingelserne for at anvende hegnslovens § 13, stk. 2, var opfyldt, kunne der ikke under sagen tages stilling til naboens subsidiære påstand. Landsretten stadfæstede byrettens dom, der havde frifundet grundejeren.

Kommentar: Hegnslovens § 13, stk. 2, indeholder ikke hjemmel til at kræve et eget hegn fjernet. Naboens interesser er tilstrækkelig tilgodeset ved bestemmelsen om ændring eller ombytning af hegnet. Hegnssager styres af forhandlingsprincippet, og klagers påstand afgrænser sagens realitet. Endvidere udgør hegnsynets kendelse rammerne for retssagen. Dommen fremhæver betydningen af, at klager allerede for hegnsynet nedlægger de rigtige påstande. Kommenteret Hegnslov, side 148-149. Miljøretlige Afgørelser og Domme (MAD) 2004, side 137.
 

Om træer:

UfR 2010, side 923 Ø Østre Landsrets dom af 17.12.2009 (4. afd. a.s. B-1120-09). Sagen vedrørte et 70-80 år gammelt, ca. 25 m højt poppeltræ i Helsinge, der var placeret på A's grund ca. 1 m fra skellet til B's grund. Poppeltræet eksisterede, da B opførte sit hus. B havde nedlagt påstand om, at træet skulle fældes, subsidiært stynes og mere subsidiært kronereduceres, således at alle grene i kronen skulle afkortes med 2/3. A påstod frifindelse. Byretten lagde til grund, at ejendommene var beliggende i en tidligere landsby nu et parcelhusområde i byzone. B havde derfor krav på at få skåret alle grene af, der overskred skellinien. Da dette ikke ville sikre lys på B's grund, havde B ikke nedlagt påstand herom. Efter syns og skønserklæringen frembød træet ikke stor fare for B's liv og ejendom. Derimod var der tale om en ikke ubetydelig skyggevirkning i B's have, som B imidlertid som ejer af et hus i det pågældende område måtte være forberedt på og derfor måtte acceptere. Byretten fandt det ikke godtgjort, at træet ud over skyggevirkningen medførte væsentlige gener, og frifandt A. Landsretten fandt efter bevisførelsen, at poppeltræets skygge indebar, at der ikke var sol i B's sydvendte have og på terrassen i sommerhalvåret i ca. 3-4 timer om eftermiddagen. Denne skyggevirkning og de manglende udnyttelsesmuligheder af haven fandt landsretten oversteg, hvad B efter almindelige naboretlige regler skulle tåle, også under hensyn at parternes ejendomme var almindelige parcelhuset med sædvanlige grundstørrelser. Landsretten tog derefter B's subsidiære påstand om styning til følge, således at A skulle afskære hovedstammen og fjerne alle sidegrene.

Kommentar: Sagen vedrører alene træets skyggevirkning, som landsretten i modsætning til byretten mente overskred den naboretlige tålegrænse. Byretten traf afgørelse i sagen uden at besigtige forholdene. Kommenteret Hegnslov, side 176.
 

UfR 2009, side 1325 V. Vestre Landsrets dom af 27.2.2009 (5. afd. anke B-0958-08). Sagen vedrørte en tvist mellem to villaejere i Herning om generne fra 10 gamle høje grantræer, som stod i en afstand af mere end 3 m fra naboens vestskel. I skellet fandtes et nyere 1,80 m højt fælleshegn. Efter byrettens dom var 5 grantræer beskåret til en højde af ca. 3 m. For landsretten vedrørte tvisten en mere end 20 år gammel ca. 19 m høj normansgran. Landsretten lagde til grund, at normansgranen blev plantet på et tidspunkt, hvor naboens hus var opført, og at det var forudsigeligt, da granen blev plantet, at den i løbet af en årrække ved sin højde og bredde ville påføre naboejendommen gener. Efter bevisførelsen fandt landsretten, at normansgranen fra ca. kl. 14 skyggede for naboens gård have og fra kl. 16 kastede skygge over græsplænen nærmest huset. Skyggevirkningen var derefter permanent, og navnlig i sommerhalvåret var generne for den sydvestvendte gårdhave betydelige og oversteg, hvad naboen efter almindelige naboretlige regler skulle tåle i sædvanlige naboforhold. Retten tillagde det ikke væsentlig betydning, at træet medførte gener i form at nedfaldende nåle og kogler. Sagsøgte dømtes herefter til enten at fælde eller beskære normansgranen til en højde af ikke over 3 m.

Kommentar: Grantræerne var enkeltstående træer, og det er ikke oplyst, at træernes grene overskred skellinien. Træerne udgjorde ikke noget hegn mod naboejendommen. Ved den betydelige skyggevirkning for gårdhaven oversteg generne ved normansgranen den naboretlige tålegrænse, og træet skulle derfor fældes eller nedskæres. Derved er dommen i overensstemmelse med nyere gældende retspraksis. Tilsvarende gælder, når retten ikke lægger særskilt vægt på generne ved nedfaldne nåle og kogler. På samme måde som bladnedfald er det gener, som en nabo normalt affinde sig med. Kommenteret Hegnslov, side 175.
 

Lyngby Byrets dom af 17.12.2007 (BS 04-150-820/2006). Sagen vedrørte en tvist om generne fra en omkring 40 år gammel godt 18 m høj blodbøg. Sagsøgers og sagsøgtes ejendomme var begge parcelhuse bygget omkring 1960'erne og beliggende i et parcelhuskvarter i Vedbæk. Blodbøgen stod 7 m fra sagsøgers vestskel. Sagsøgte havde fældet en anden blodbøg, og et birketræ var væltet i en storm kort efter sagsanlægget. Endvidere var blodbøgen beskåret, således at den ikke overskred skellinien. Sagsøger nedlagde påstand om fældning af træet inden en af retten fastsat frist. Sagsøgte træejer påstod frifindelse samt rettens fastsættelse af et tidsinterval for beskæring efter nærmere aftale mellem grundejerne. Efter en sagkyndig erklæring dækkede træets skygge store dele af sagsøgers have og terrasse i eftermiddagstimerne i sommerhalvåret, og hele haven henlå i skygge fra sensommeren og frem til midten af april. Efter besigtigelse fandt retten, at der var enkelte høje træer i området, men at blodbøgen fremstod som et markant træ i kvarteret. Efter bevisførelsen lagde retten til grund, at træets skyggevirkning og nedfaldne grene og blade samt forringede muligheder for havebrug medførte gener for sagsøgeren i et omfang, der oversteg, hvad sagsøgeren efter almindelige naboretlige regler skulle tåle. Retten lagde endvidere til grund, at træet i mange år fortsat ville kunne vokse og blive betydelig højere, og at en ordning med beskæring ikke ville være tilstrækkelig til at gøre forholdene acceptable for sagsøgeren. Retten tog derefter sagsøgerens påstand om fældning til følge.

Kommentar: Gener fra træer bedømmes efter naborettens almindelige uskrevne principper. I denne sag overskred træet ikke ejendomsgrænsen. En beskæring af træet kunne ikke bringe generne ned under tålegrænsen. Træejeren blev derfor dømt til at fælde træet. Kommenteret Hegnslov, side 175.
 

UfR 2007, side 2957 V. (Vestre Landsrets dom af 21.8.2007, 7. afd. B-1829-06). Ejerne E af to ejendomme, der i sydskellet stødte op til A's grund med et bælte af høje træer af skovagtig karakter, var generet af to kastanietræer og et navrtræ 12-13 m høje, der stod i kort afstand fra skel. Træernes højde medførte, at der fra eftermiddagstimerne ikke kom sol i E's forholdsvis små baghaver. E nedlagde påstand om fældning af træerne. A nedlagde påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod at kappe grene, der voksede ind over skel, i skellinien. A gjorde gældende, at ulempen for E ikke oversteg, hvad der var sædvanligt på steder med ældre høje træer. Byretten pålagde A at beskære de tre træer i skellinien. Ved syn og skøn blev det konstateret, at det ville være muligt at beskære træerne, uden at forringe deres stabilitet. Landsretten fandt det forståeligt, at navnlig skyggevirkningerne fra træerne var generende. Retten fandt dog ikke, at træerne havde en sådan størrelse og medførte sådanne gener, at grænsen for, hvad E måtte tåle efter almindelige naboretlige regler, på nuværende tidspunkt var overskredet. E's påstand om, at træerne skulle fældes, blev ikke taget til følge, men A dømtes til at beskære træerne i skellinien og afholde udgifterne hertil.

Kommentar: Generne ved træerne overskred, hvad der efter naboretlige regler var acceptabelt. Da en beskæring kunne nedbringe generne til tålegrænsen, kunne træerne ikke kræves fældet. Kommenteret Hegnslov, side 175-176.
 

UfR 2005, side 479 Ø. En grundejer havde skåret 2-2,5 m af toppen på to grantræer på naboens grund, idet træerne generede grundejerens udsigt over Kattegat. En tinglyst deklaration bestemte, at høj beplantning over 2 m kun måtte findes bestemte steder på grunden. Grundejeren var ikke påtaleberettiget efter deklarationen, og grundejeren havde ingen aftale med naboen, der gav ham ret til beskæringen. Ved uden aftale med naboen og uden at være påtaleberettiget efter deklarationen at have udført handlingen på fremmed grund, fandtes grundejeren at have det fornødne strafferetlige forsæt og fandtes skyldig i overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 1, om hærværk. Bødestraffen fastsattes til 5 dagbøder, hver 200 kr. Erstatningskravet var ved Holbæk Byrets dom fastsat til 9.000 kr. Under henvisning til usikkerheden om erstatningskravet blev dette henvist til civilt søgsmål.
 

Utrykt Østre Landsrets dom af 25.10.2004 (9. afd. B-1618-04). Sagen vedrørte 14 træer ca. 30 år gamle, som stod på en parcelhusgrund i Fredensborg 40-180 cm fra skellet til naboejendommen i en højde af 9-16 m. Træerne, der var løvfældende og selvsåede, var resterne af en skovbevoksning. Kvarteret var præget af forholdsvis store træer i parcelhushaverne. Sagsøger krævede træerne fældet efter naboretlige regler, idet træerne medførte betydelige gener ved skygge, nedfald af løv, frugter og grene samt roddannelse på sagsøgers ejendom. Der var under sagen afholdt syn og skøn. Byretten lagde efter bevisførelsen til grund, at træernes kroner i vidt omfang overskred skellinien og havde en betydelig skyggevirkning på sagsøgers ejendom. Retten fandt, at træernes genevirkninger ved en samlet vurdering var så store, at de oversteg, hvad sagsøger skulle tåle. Da beskæring af træerne ikke ville give træerne mulighed for at overleve, blev sagsøgte dømt til at fjerne træerne. Parterne havde ikke for landsretten nedlagt subsidiære påstande, f.eks. om fældning af et mindre antal træer. Landsretten tiltrådte, at træernes genevirkninger oversteg, hvad sagsøger efter naboretlige regler skulle tåle, og stadfæstede byrettens dom.

Kommentar: Dommen er i o.m. gældende ret, hvorefter gener fra beplantning skal nedbringes, når tålegrænsen er overskredet. Da træerne ikke kunne beskæres, måtte de fældes. Der var ikke i sagen nedlagt påstand om fældning af et mindre antal træer, og retten tog derfor ikke stilling til, om en delvis fældning kunne reducere skyggevirkningen m.v. til tålegrænsen. Træerne havde ikke hegnsfunktion, og forholdet var derfor ikke omfattet af hegnsloven. Kommenteret Hegnslov, side 175 og 182.
 

UfR 2001, side 2584 Ø. På A's ejendom stod et lærketræ, som var vokset ca. 18 cm ind over skellinien til B. Begge ejendomme var parcelhusgrunde. Lærketræet hældede ind over B's grund, således at hele stammen overskred skellet ca. 7 m over terræn. Træet var til gene for B, navnlig ved at skygge på B's terrasse. B nedlagde påstand, principalt om at A skulle fælde træet, subsidiært om at A skulle beskære træet, således at alle dele herunder træets hovedstamme, der rakte ind over B's ejendom, skulle afskæres, og at A skulle betale samtlige omkostninger derved. Byretten i Hørsholm fandt, at A ikke havde vundet hævd på den bestående tilstand, idet betingelserne for alderstidshævd ikke var opfyldt. Tvisten skulle derfor afgøres efter naborettens almindelige regler. Der var ikke oplyst forhold, der berettigede til, at lærketræets stamme og dets grene overskred skellet til B's ejendom. Omfanget af træets skyggevirkning og de øvrige gener for B fandtes at overstige, hvad B skulle tåle, og A skulle derfor fjerne generne. Træet påførte ikke B så væsentlige gener, at træet skulle fjernes, men A blev dømt til at beskære alle dele af træet, herunder træets hovedstamme, som rakte ind over B's ejendom. A skulle endvidere betale samtlige omkostninger ved beskæringen og fjernelse af det afskårne træ. Landsretten stadfæstede byrettens dom.

Kommentar: Begge ejendomme var parcelhusgrunde. Lærketræets stamme var ved roden vokset ind over skellinien, og højere oppe overskred hele stammen skellinien. Allerede af den grund måtte den almindelige naboretlige regel føre til, at de dele af træet, der overskred ejendomsgrænsen skulle fjernes. Den resterende del af træet påførte ikke naboejendommen gener i en sådan grad, at hele træet skulle fældes. Se endvidere UfR 1989, side 101 Ø, om piletræet i Espergærde. Kommenteret Hegnslov, side 176.
 

UfR 2001, side 2406 V. På A's ejendom, ca. 60 cm fra skel, stod 4 store 18-20 m høje, ca. 150 år gamle bøgetræer. En stor del af trækronerne ragede ind over B's ejendom, som var en parcelhusgrund. Det medførte, at der fra træerne faldt grene ned på B's grund, og at træerne skyggede så meget, at der dele af eftermiddagen og om aftenen ikke var sol i B's have. Hegnsynet fandt, at træerne var et hegn, idet træernes kroner var sammenvoksede. Landvæsenskommissionen for Århus Amt ophævede hegnsynets kendelse, idet de 4 bøgetræer ikke havde karakter af hegn, og henviste sagen til civilt søgsmål. Sagen blev derefter indbragt for retten. Der var efter en syns- og skønserklæring ikke nogen umiddelbar fare for, at træerne ville vælte ind over B's grund. En beskæring ville i nogen grad begrænse generne ved nedfald af grene men kun i begrænset omfang skyggevirkningerne. En beskæring ville i øvrigt skamfere træerne og fremskynde deres nedbrydning. Under hensyn til omfanget af de ulemper, som træerne påførte B's ejendom, fandt landsretten - uanset forholdene ikke var ændret, siden B købte ejendommen - at B efter almindelige naboretlige regler havde krav på, at der skete en væsentlig begrænsning af disse ulemper. Da der kun ved fjernelse af træerne kunne tilvejebringes acceptable forhold for B's ejendom, dømtes A til at fjerne træerne.

Kommentar: Træerne har ikke hegnskarakter, blot fordi kronerne er sammenvoksede, og hegnslovens regler er derfor uanvendelige. Retten statuerede efter en konkret vurdering, at generne fra træerne gik væsentlig ud over, hvad der efter forholdene var rimeligt for en almindelig parcelhushave. Da træerne ikke kunne beskæres, måtte den almindelige naboretlige regel føre til, at træerne skulle fjernes. Kommenteret Hegnslov, side 176.
 

UfR 2001, side 1374 V. En bilist, der passerede en række ca. 50 år gamle poppeltræer, blev ramt af et af træerne, der væltede under hård blæst. Bilisten kom alvorligt til skade, og bilen blev stærkt beskadiget. Det blev lagt til grund, at der forud for uheldet var væltet et andet træ i rækken, og at dette i sig selv burde have givet grundejeren anledning til en undersøgelse af de øvrige træer. Der var ikke grundlag for at antage, at vindforholdene havde været så usædvanlige, at det i sig selv kunne tillægges betydning for ansvarsspørgsmålet. Træet, der væltede, var af ikke ubetydelig størrelse og stod på en landbrugsejendommen tæt ved vejen. Det måtte efter skønsmandens oplysninger lægges til grund, at grundejeren ved en blot overfladisk undersøgelse af træet kunne have konstateret, at der var noget galt med træet, og at der i hvert fald var anledning til en nærmere undersøgelse, eventuelt med sagkyndig bistand. Det måtte endvidere antages, at denne tilstand havde været aktuel gennem nogen tid. Grundejeren var under disse omstændigheder erstatningsansvarlig over for bilejeren.

Kommentar: Grundejere er ansvarlige for deres træer og beplantning. I tilfælde af skader er ansvarsgrundlaget culpa-reglen. Kommenteret Hegnslov, side 195.
 

Utrykt Østre Landsrets dom af 19.8.1999 (15. afd. a.s. B-2904-98). På en parcelhusejendom i Hareskovby, 3-4 m fra naboskellet, stod et 50-75 år gammelt, ca. 25 m højt ahorntræ. Sagsøger, der var generet af træer pga. skyggevirkning på sagsøgers terrasse, nedlagde påstand om, at træet skulle fældes, subsidiært nedskæres til tagryggen på sagsøgers ejendom. For området fandtes en lokalplan, der gik ud på at fastholde Hareskovbys særpræg - de forholdsvis store grunde, den skovagtige beplantning, det kuperede terræn og de mange små søer. Byretten fandt, at generne i form af skygge og løvnedfald, som sagsøger måtte påregne, da træet var der, da sagsøger købte ejendommen, ikke var så væsentlige, at træet kunne kræves fældet eller beskåret efter naborettens almindelige regler. Landsretten stadfæstede byrettens dom i h.t. de i dommen anførte grunde.

Kommentar: I sagen lægger retten afgørende vægt på den miljømæssige virkning af træet, og det forhold, at sagsøger ved købet af ejendommen var bekendt med træet. Kommenteret Hegnslov, side 173 og 175-179.
 

UfR 1991, side 444 V. Inden for et gårdhaveareal mellem to beboelsesejendomme i Århus stod der på den ene ejendom op mod skellet 2 pæretræer i en højde af hhv. ca. 6 m og 12 m. Naboejeren påstod træerne fældet eller nedkappet til en højde af 4 m. pga. gener, navnlig skyggevirkningen. Ingen grene ragede ind over skellinien. Selv om der var tale om små haver i et boligkarrékvarter, måtte det ret store område generelt karakteriseres ved, at der var en del store træer, og dette præg havde også været til stede, da naboen købte ejendommen. Selv om det var forståeligt, at naboen opfattede træerne som generende, fandtes de påberåbte gener ikke at burde karakteriseres som så betydelige og væsentlige, at det på nuværende tidspunkt kunne medføre krav om fældning eller beskæring af træerne.

Kommenteret Hegnslov, side 177-178.
 

UfR1989, side 101 Ø. Sagen omhandlede et piletræ, der stod ca. 50 cm fra naboskellet i en have i et villakvarter i Espergærde. Træets grene og delvis dets stamme hældede ind over skellet, således at stammen i en højde af 3,10 m over terræn overskred skellet med 40,5 cm, svarende til ca. halvdelen af stammens diameter. Der var mellem parterne enighed om, at træets udseende ikke var pænt. Byretten fandt, at de påberåbte gener og ulemper ved træet ikke gik ud over, hvad naboen som ejer af et parcelhus i et ældre, udbygget villakvarter måtte være forberedt på, og derfor måtte acceptere. Landsretten fandt imidlertid, at der ikke var oplyst forhold, der berettigede til denne grænseoverskridelse og pålagde træejeren at fjerne den del af stammen og kronen, der overskred skellet. Landsretten fandt det endvidere ikke godtgjort, at træet i øvrigt medførte så væsentlige gener, at naboen kunne kræve det fjernet fuldstændigt.

Kommenteret Hegnslov, side 177-178.