ADMINISTRATIV PRAKSIS
 

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri er fagministerium for hegnsloven. Hegns- og nabosager hører under NaturErhvervstyrelsen, som er en styrelse under ministeriet. Fagkontor er Juridisk Kontor.

Postadresse:

NaturErhvervstyrelsen
Juridisk kontor
Nyropsgade 30
1780 København V

Telefon: 33 95 80 00

Ændring af hegnsloven (Tvangsfuldbyrdelse). Ved lov nr. 1344 af 19.12.2008 er bestemmelserne i hegnslovens § 44, stk. 2 og 3 ændret med virkning fra 1.1.2009. Samtidig ophæves bestemmelsens stk. 4. Efter vedtagelsen af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige (inddrivelsesloven) findes reglerne om lønindeholdelse nu i inddrivelseslovens § 10 og udpantningshjemmelen i inddrivelseslovens § 11.

Ændring af hegnsloven (70 års-reglen). Ved lov nr. 484 af 17.6.2008 er hegnslovens § 28, stk. 2, 1. pkt., om den generelle afgangsalder på 70 år ophævet.

Ændring af hegnsloven (Overspringelsesregel i hegnssager). Ved lov 538 af 8.6.2006 indsættes i hegnslovens § 43, stk. 1, som 2. pkt.: "Parterne kan dog, når der er opstået en tvist, aftale, at tvisten kan indbringes for domstolene, uden at hegnsynet har behandlet sagen."

Kommentar: Efter lovændringen får hegnssagens parter mulighed for, hvis de er enige, at indbringe sagen for byretten uden forudgående behandling ved hegnsynet. Parterne kan først indgå aftale om overspringelse af hegnsynet, når der er opstået en konkret tvist. Lovændringen træder i kraft 1.1.2007. Overspringelsesreglen kan give anledning til problemer for sagens parter. Det skyldes, at sagsgenstanden i hegnssager ofte ikke kan identificeres klart, da det beror på hegnsynets juridiske skøn, om en indretning har hegnsfunktion og dermed er omfattet af hegnsloven. Særlig problematiske er sager om træer, hvor hegnsynene i praksis ofte har anvendt hegnsloven ukorrekt. Endelig henhører tvangsfuldbyrdelse af hegnssager under hegnsynet, forudsat afgørelsen er omfattet af hegnsloven. Kommenteret Hegnslov, side 37, 40 og 300.
 

Ændring af hegnsloven (Lønindeholdelse i hegnssager). Ved lov 431 af 6.6.2005 indsættes i hegnslovens § 44 et nyt stk. 4: "Skyldig betaling for udgifter efter stk. 2 samt vederlag m.v. efter stk. 3 kan endvidere inddrives ved indeholdelse i løn m.v. efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven." Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

Kommentar: Lovændringen betyder, at tvangsinddrivelse af hegnssagens omkostninger fremover kan ske ved lønindeholdelse hos den skyldiges arbejdsgiver. Bestemmelsen kan anvendes, når ejendommens ejer er lønmodtager. Lovændringen træder i kraft 1.11.2005. Samtidig overtages inddrivelsen af hegnssagens omkostninger af statens restanceinddrivelsesmyndighed, idet lov 429 af 6.6.2005 centraliserer inddrivelsen af offentlige fordringer. Reglerne betyder, at opkrævning, kontrol med betaling og rykkerprocedure fortsat foretages af kommunen, der behandler eventuelle indsigelser mod betalingen. Sker betaling ikke, overgår fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden under Skatteministeriet, der overtager kreditorbeføjelserne. Kommunen underretter skriftligt skyldneren om overdragelsen. Restanceinddrivelsesmyndigheden foretager herefter tvangsinddrivelsen ved udlæg eller lønindeholdelse. Klage over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser kan indbringes for Landsskatteretten senest 3 måneder efter modtagelsen af afgørelsen. Kommenteret Hegnslov, side 291 og 324-327.
 

Ændring af retsplejeloven (offentlighed i retsplejen). Fra 1. juli 2004 er retsplejelovens § 41 ændret. Der er gennemført en almindelig adgang til aktindsigt i domme og kendelser i civile sager. Adgangen til aktindsigt er herefter ikke længere betinget af retlig interesse. Endvidere er der gennemført en almindelig adgang til at få en kopi af domme og kendelser. Aktindsigt i processkrifter kræver fortsat retlig interesse. Lovændringen har betydning for hegnsynets kendelser og processkrifter i hegnssager. Retten til aktindsigt kan begrænses, når der foreligger oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold og virksomheders erhvervshemmeligheder. Sidstnævnte oplysninger findes næppe i hegnssager.

Kommentar: Reglerne om almindelig aktindsigt gælder for andre end sagens parter. Kommenteret Hegnslov, side 230.
 

NY: FødevareErhvervs skrivelse af 30.5.2011 (j.nr. 3103-10-318). I anledning af en forespørgsel fra en grundejer i Nødebo vedrørende en sag om tvangsfuldbyrdelse udtaler direk­toratet, at reglerne om tvangsfuldbyrdelse i hegnssager findes i hegnslovens § 44. Tvangsfuldbyrdelse sker ved hegnsynet, og opkrævning af udgifterne sker gennem kommunen, medens tvangs­inddrivelse foretages gennem SKAT efter ind­drivelsesloven. Tvangsfuldbyrdelsen af manglende arbejde udføres ved hegn­synsformandens foranstaltning, og samtlige udgifter ved tvangsfuldbyrdelsen skal betales af den for­sømmelige grunde­jer. Kommunens tilgodehavende for forskudsvis ud­lagte beløb kan alene opkræves og tvangsinddrives hos den forsømmeli­ge grundejer. Det er et offentligretligt betalings­krav, og der er udpantningshjemmel. Disse udgifter er naboen uvedkommende. Den andel, som modparten i sagen eventuelt skal betale af arbejdet, skal betales direkte til den forsømme­lige grunde­jer. Det er et privatret­ligt krav. Der er hverken i hegnslo­ven eller i ind­drivelsesloven hjemmel til, at hegnsy­net eller kommu­nen blander sig i den betaling. Det er derfor ukorrekt, når kommunen sender en opkrævning på halvdelen af udgifterne til den anden part i sagen. Endvidere udtaler direktoratet, at hegnsynets formand skal godkende det udførte arbejde ved en påtegning på hegnsynets tvangsfuldbyrdelses­kendelse. Er formandens erklæring ukorrekt, kan den indbrin­ges for retten efter hegnslovens § 43, stk. 2, og netop i disse sager kan retten meddele oprejsningsbevilling. Direk­toratet udtaler, at arbejdet skal udføres uden parternes indblanding, da hegnsynsformanden er en offentlig myndighed. Der er ikke hjemmel til, at hegnsynets sekretariat udtaler, at hegnsynets kendelse står ved magt og foretager sagsbe­handling på hegnsy­nets vegne, og der er ikke er hjemmel efterfølgen­de at korrespondere med hegnssagens parter om en afsagt kendelse.

Kommentar: Reglerne om tvangsfuldbyrdelse efter hegnsloven § 44 blev præciseret ved seneste ændring af hegnsloven. En ukorrekt erklæring fra en hegnsynsformand anses i retspraksis som en formel fejl ved hegnsynets kendelse. I den på­gældende sag var hegnsynsformandens påtegning ikke meddelt, og den ekstraordinære søgsmålsfrist 6 måneder var udløbet. Hegnssa­gen kunne derfor ikke længere indbringes for retten. Ansvaret for hegnssagens ekspedition påhviler hegnsynets medlemmer som et personligt ansvar. Kommenteret Hegnslov, side 211, 288, 305, 318 og 324.
 

NY: FødevareErhvervs skrivelse af 24.11.2010 (j.nr. 3103-10-318). I anledning af en forespørgsel fra en grundejer vedrørende hegnsynets tvangsfuldbyrdelseskendelse udtaler direktoratet, at direktoratet kun kan udtale sig vejledende om generelle og konkrete spørgsmål. Direktoratet kan ikke blande sig i konkrete hegnstvister, da der altid er et hensyn at tage til modparten i sagen, og direktoratet ikke kan forelægge sagen til udtalelse hos hegnsynet, da hegnsynet ikke kan kommentere en afsagt kendelse. Klage over hegnsynets adfærd og optræden vil kunne ske til kommunalbestyrelsen, der har det overordnede ansvar for, at hegnsynet i kommunen fungerer. Kommu­nalbestyrelsen kan ikke udtale sig om indholdet af hegnsynets afgørelse, som henhører under domstolene. Direktoratet udtaler derefter, at parterne i en hegnssag efter kontradiktionsprincippet skal have mulighed for at fremlægge deres sag og udtale sig om modpartens oplysninger, og at parternes påstande som anført i hegnslovens § 33 skal angives helt nøjagtigt i protokollen og ikke kan udelades blot med henvisning til bilag. Hegnsynet skal tage stilling til de krav, som parterne fremfører, og forhandlingerne skal gengives i protokollen, eventuelt i sammendrag. Er et forlig mangelfuldt, kan hegnsynet ikke fortolke forliget eller træffe supplerende materielle bestemmelser. Hegnsynet kan derfor ikke fastsætte en bestemmelse om, hvorfra højden på en bøgehæk skal måles. Er et arbejde ikke beskrevet præcist, kan forliget ikke tvangsfuldbyrdes. Direktoratets vejledende udtalelse kan ikke omfatte konsekvenserne af eventuelle fejl og mangler, som den vejledende udtalelse opregner, da afgørelsen heraf er et domstolsspørgsmål.
 

FødevareErhvervs skrivelse af 29.6.2009 (J.nr.: 3103-09-223). I anledning af en forespørgsel udtaler direktoratet, at en afgørelse om betaling af hegnsynets vederlag er en del af hegnsynets kendelse, jf. hegnslovens § 41, stk. 2. Såfremt retten ændrer hegnsynets kendelse, skal vederlaget ikke tilbagebetales. Retten kan dog ændre fordelingen af vederlaget, hvilket kan medføre, at hegnsynet helt eller delvis skal betale tilbage, hvorefter hegnsynet kan opkræve beløbet hos modparten i hegnssagen. Hvis retten derimod ophæver hegnsynets kendelse, bortfalder kravet på vederlaget, og et betalt vederlag skal tilbagebetales af hegnsynet. Endvidere skal tilbagebetaling finde sted, hvis der foreligger grove fejl og forsømmelser i forbindelse med hegnsynets kendelse. Med hensyn til ansvaret for hegnsynets virksomhed henvises til Kommenteret Hegnslov, side 211 ff.

Kommentar: Hegnsynets vederlag skal efter hegnslovens § 46 normalt betales af den part, som taber hegnssagen. Såfremt hegnsynets kendelse ophæves som ulovlig, kan hegnsynet ikke opkræve et vederlag hos sagens parter. Et betalt vederlag skal derfor tilbagebetales. Det er en almindelig forvaltningsretlig regel, at en ulovlig forvaltningsafgørelse ikke har nogen retsvirkninger. Såfremt retten ændrer hegnsynets kendelse, bortfalder vederlaget ikke. Ved UfR 2007, side 2030 Ø, der ændrer byrettens dom og ophæver hegnsynets kendelse, er det lagt til grund, at betaling af vederlaget er et mellemværende med hegnsynet, og ikke mellem sagens parter indbyrdes. Tilbagebetalingskrav skal derfor rettes mod hegnsynet. Kommenteret Hegnslov, side 212, 213, 291, og 340.
 

Ankenævnet for Forsikring, kendelse af 19.5.2008 i sag nr. 72.457. En grundejer, der havde retshjælpsforsikring i et forsikringsselskab, havde klaget over, at selskabet havde afvist at yde forsikringsdækning til advokatomkostninger, som grundejeren som klager havde afholdt i forbindelse med en hegnsynsforretning. Under henvisning til forsikringsbetingelserne finder nævnet, at der foreligger en aktuel tvist, og det efter tvistens art har været rimeligt at anvende advokatbistand, idet der har skullet nedlægges påstand og navnlig fremføres anbringender for klagerens synspunkter herunder ske henvisning til præjudikater. Nævnet bemærker, at forvaltningsloven, herunder officialmaksimen, ikke finder anvendelse i hegnssager. Nævnet bestemte derefter, at selskabet skulle yde klager retshjælpsdækning til det foretagne hegnsyn.
 

Direktoratet for FødevareErhvervs skrivelse af 17.10.2005 (j.nr. 3103-05-103). Direktoratet henviser til oplysninger fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet om betydningen af forlængelse af funktionsperioden for kommunalbestyrelser i kommuner, der indgår i en sammenlægning. Funktionsperioden for medlemmer af hegnsyn og deres suppleanter i disse kommuner forlænges med 1 år til 31.12.2006.
 

Direktoratet for FødevareErhvervs skrivelse af 21.2.2005 (j.nr. 3103-05-87). Sagen vedrører en anmodning om direktoratets vejledende udtalelse vedrørende hegnsynsprotokollen. En hegnssag i Gentofte var afsluttet med forlig, og indklagede havde efterfølgende anmodet hegnsynsformanden om at rette parternes påstande, som var tilført hegnsynsprotokollen før besigtigelses- og forhandlingsmødet, og som ikke var i overensstemmelse med de påstande, som parterne havde nedlagt under hegnsynsforretningen. Direktoratet henviser til hegnslovens § 33, stk. 2, hvorefter der i hegnsynsprotokollen skal indføres de fremsatte påstande. Det er efter direktoratets opfattelse ikke en overtrædelse af reglerne, at et hegnsyn inden en hegnsynsforretning udarbejder udkast til protokolteksten baseret på de oplysninger, som hegnsynet er bekendt med. Viser det sig under hegnsynsforrretningen, at der er uoverensstemmelser og/eller mangler ved udkastet, skal det suppleres og tilrettes i fornødent omfang, således at den endelige protokoltekst er i overensstemmelse med de oplysninger, som er fremkommet under hegnsynsforretningen.

Kommentar: Hegnsynet skal efter hegnslovens § 33, stk. 2, protokollere de påstande, som parterne nedlægger under hegnssagen. I den pågældende sag havde hegnsynsformanden klart overtrådt reglerne ved at undlade at rette et udkast til protokollen i o.m. parternes påstande i klagen og indklagedes svarskrift, som hegnsynet havde være bekendt med, og som parterne havde oplæst under hegnsynsforretningen. Kommenteret Hegnslov, side 229 og 242-244.
 

Direktoratet for FødevareErhvervs skrivelse af 23.10.2002 (j.nr. 93S-746-00274). I anledning af en forespørgsel fra en parcelhusejer i Risskov udtaler direktoratet, at hegnsloven ikke finder anvendelse på en 17 m lang mur ca. 1 m fra skel langs en indkørsel til naboejendommen. Direktoratet lægger vægt på, at der var tale om en mur, som er en integreret del af den samlede bebyggelse, idet hele indramningen af gårdhaven fremstår direkte som en videreførelse af underetagens murkonstruktion og i samme højde som denne.
 

Direktoratet for FødevareErhvervs skrivelse af 25.6.2002 (J.nr. 93S-706-00066). Foreningen af Hegnsyn anmoder om direktoratets fortolkning af bestemmelserne om, at der skal udpeges plantningskyndige og bygningskyndige hegnsynsmedlemmer. Bestemmelserne findes i hegnslovens §§ 27 og 28. Kommunalbestyrelsen skal udpege mindst ét plantningskyndigt og tillige et bygningskyndigt medlem. Det er en forudsætning, at de sagkyndige har erhvervet et praktisk kendskab til området gennem arbejde eller på anden måde. Medlemmerne skal ikke udpeges efter partipolitiske hensyn. Er hegnsynet ikke korrekt sammensat, kan hegnsynets afgørelse ved en efterfølgende retssag eventuelt tilsidesættes som ugyldig. Kommunalbestyrelsen skal endvidere udpege personlige suppleanter for hegnsynsmedlemmer. Eksempelvis skal den personlige suppleant for et medlem, som både er udpeget som formand og plantningskyndig, ligeledes være plantningskyndig.
 

Fødevareministeriets skrivelse af 20.2.2001 (j.nr. 1999-1221-0013). Departementet stadfæster et afslag fra Direktoratet for FødevareErhverv på ansøgning om tredjeinstansbevilling. Sagen vedrørte et tilfælde, hvor en grundejer ensidigt havde fjernet en skelbeplantning af buske og langs skel opsat et præfabrikeret bræddehegn som eget hegn. Hegnsynet havde givet naboejeren medhold i, at bræddehegnet skulle fjernes, og en hæk skulle plantes som fælleshegn. Landvæsenskommissionen stadfæstede hegnsynets kendelse, idet kommissionen fandt, at bræddehegnet hindrede plantning af et levende hegn mellem ejendommene, og at bræddehegnet skønnedes at være til større ulempe for naboejeren end rimeligt. Direktoratet meddelte afsalg på ansøgning om tredjeinstansbevilling, idet direktoratet ikke fandt, at sagen havde principiel karakter. Direktoratets afslag blev stadfæstet af departementet. Det forhold, at bræddehegnet ved en tvangsfuldbyrdelsesforretning i h.t. hegnslovens § 44 var fjernet og hækken plantet, hvilket var sket april 2000, fandt departementet uden betydning for spørgsmålet om tredjeinstansbevilling.

Kommentar: Ministeriets afgørelse er for så vidt korrekt, idet en grundejer har krav på et fælleshegn. Endvidere er spørgsmålet, om bræddehegnet var et forsvarligt eget hegn, der overflødiggjorde opsætning af fælleshegn, et skønsspørgsmål, der afgøres af hegnsmyndighederne. I denne sag var sagens genstand (bræddehegnet) imidlertid fjernet før departementets afgørelse, hvorved realiteten i sagen var ændret. Ansøger kunne herefter ikke ved tredjeinstansbehandling få medhold i en påstand om, at hegnet skulle blive stående. Ansøgningen burde derfor være anset for bortfaldet.
 

Vejdirektoratets brev af 16.2.2000 (j.nr. 607-D0312-2). Vejdirektoratets skrivelse vedrører hegn mod offentlig vej, specielt hegn i skel mellem vej og tilgrænsende ejendomme. Sagen drejer sig om et vejareal udskilt i matriklen i 1981, som grænser op til et gammelt læhegn oprindelig opsat for landbrugsafgrøder. Vejdirektoratet udtaler, at påbud efter vejlovens § 103, stk. 2, om beskæring af hegn mod vej kun kan rettes mod den, der efter hegnsloven har vedligeholdelsespligten, og at et hegn, der er placeret i vejskel, har karakter af fælleshegn, og at kommunen kun kan frigøres for vedligeholdelsespligten efter hegnslovens regler. Endelig udtales det, at kommunen med hjemmel i vejlovens§ 111, stk. 1, kan kræve hegnet fjernet eller flyttet ind på egen grund, og at udgifterne til fjernelse i givet fald må ske efter principperne i hegnslovens § 20.

Kommentar: Der er på flere punkter tvivl om rigtigheden af skrivelsens indhold.